Et kattens år

Lyt til artiklen

Bienále ilustráciií Bratislava' (BIB) har eksisteret siden 1967. Det er en ucensureret udstilling af billeder for børn fra hele verden. BIB er en slags Aladdins hule. Det er oftest de nationale sektioner af Ibby - børnebogsvennernes internationale - der udvælger og fremsender billederne. BIB har en jury af kendere, der udskiftes hver gang. Den afgør, hvem der skal have den store pris, eller hvem der skal have et æble eller en plakette. Der er ni af dem. Der er ikke mange penge bundet til priserne, men de giver stor prestige. For alle ved, at BIB er den mest ukorrumperede af sin slags. Man går efter den sande vinder. (Det blev Roald Als som eneste dansker tilbage i 1981 i sidste århundrede). Der er ingen anden vurdering end selve billedet. BIB har bevaret sin uskyld - og stivhed - fra de forrige tider på en charmerende måde. Mange tegnere fra hele verden lægger vejen forbi Bratislava hvert andet år i september og oktober for at se egen ophængning og lade sig inspirere. Det ene B kunne egentlig godt stå for 'befrugtning'. Endelig skal man ikke underkende den slovakiske afart af surrealismen og det specielle illustratormiljø, der er udgået fra Kunstakademiet i Bratislava. Her virkede tidligere Albin Brunovsky, nu er det hans berømte elev Ducan Kallay, der er professor. Ducan Kallay er nok den mest betydningsfulde europæiske tegner for børn i nyere tid. Hans indflydelse er enorm. Og hans bøger er aldrig udgivet i Danmark! Dog rammes vi indirekte af den slovakiske indflydelse, fordi der har været et tæt samarbejde mellem skolen i Bratislava og Designskolen i Kolding. Mange af de nye unge, vilde, danske børnetegnere har således stået skoleret hos pedanterne i Bratislava. Uskyldig og folkelig BIB har klaret sig gennem vanskelige tider. I kommunismens dage var udstillingen et fristed for de østeuropæiske tegnere. Og man kunne se, at billedbogen også kan være et åndeligt/politisk kampmiddel. Fyldt med alvor og nødvendighed. Fløjlsrevolution og adskillelse gav slovakkerne problemer. Af økonomisk og kunstnerisk art. Nu er BIB i forholdsvis trygge rammer. Unesco betaler meget af det hele. Kvaliteten af billederne er tårnhøj i forhold til en lignende udstilling ved den årlige Bologna-børnebogsmesse. I alt var der billeder af 290 tegnere fra 43 lande. Fra Danmark deltog i år 17 tegnere. Sidst fik Helle Vibeke Jensen en plakette. I år fik Danmark ikke noget. BIB er uskyldig og folkelig. Det er noget, børnefamilier og institutioner i byen kommer strømmende til. Og man kan nå det endnu. Bratislava er kun kort fra Danmark. Og udstillingen i byens centralt beliggende bunker af et kulturhus holder åbent oktober måned ud. Alene iranerne er rejsen værd!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her