Ti bøger om den nye terrorisme

Lyt til artiklen

Litteraturen om international terrorisme er omfattende og inkluderer alt fra gedigen forskning til skrækpropaganda. Feltet er stort og man kan finde litteratur om de enkelte grupper, om terrorismens historie, om terroristernes psykologi, om forholdet mellem demokrati og terrorisme. Megen aktuel information findes på Internettet, hvor navnlig flere amerikanske tænketanke og forskningsinstitutioner, som f.eks. Monterey Institute, har særdeles nyttige hjemmesider. Den bedste nye litteratur er international og ikke oversat til skandinaviske sprog. Jeg har i det følgende valgt at koncentrere mig om den engelsksprogede litteratur. Terrorisme er ikke et nyt fænomen, og der findes derfor bøger som Brian Jenkins og Walter Laqueurs, der allerede nu har fået klasssikerstatus. I lyset af de seneste tragiske begivenheder i USA har jeg valgt at fokusere på den nye litteratur og den littaratur, som tematiserer den nye terrorisme, amerikansk anti-terrorpolitik samt oversigtsværker. Med ny terrorisme, der i USA tillige omtales som katastrofisk, postmoderne eller superterrorisme, menes en terrorisme, som (1) er organiseret i netværk i stedet for grupper, (2), som har relativt omfattende, næsten kosmologiske, mål i stedet for veldefinerede konkrete mål som f.eks. kampen for et territorium, (3) som satser på massedød og kaos i stedet for som tidligere »mange tilskuere, få ofre« (Jenkins), og som er villige til at bruge masseødelæggelsesvåben (atomare, kemiske, biologiske våben) i sine aktioner. Diskussionen om den nye terrorisme har groft sagt samlet sig i to 'skoler'. Den første lægger voldsom vægt på våbenaspektet og er navnlig fokuseret på truslen fra biologisk terrorisme. Ganske vist er man enige om, at sandsynligheden for, at f.eks. bioterrorangreb vil finde sted er meget lille, men konsekvenserne vil være katastrofale - derfor skal man koncentrere sig om denne trussel. Heroverfor står den anden 'skole', der mener, at risikoen ved at koncentrere energien om truslen fra en sådan high tech terror er, at man måske i for høj grad kommer til at overse truslerne fra terror, der anvender konventionelle våben - sådan som verden faktisk var vidne til i tirsdags. De følgende værker præsenterer tanker og diskussioner fra begge skoler. 1. Bruce Hoffman: Inside Terrorism (New York: Columbia University Press 1998). Hoffman er, som det udtrykkes i Washington, 'the Dean of terrorism experts'. Han har forsket i emnet i over 30 år og var direktør for det velansete Centre for The Study of Terrorism and Political Violence, St. Andrews i Skotland, før han overtog posten som direktør for terrorismeafdelingen i Rand Corporation i Washington D.C. Bogen er en glimrende oversigt over terrorismens historie, teori, udbredelse og sætter på en koncis måde terror i forbindelse med temaer som religion, højreekstremisme, medier, teknologi ligesom den diskuterer den nye terrorisme. 2. Nadine Gurr & Benjamin Cole: The New Face of Terrorism (London: I.B. Tauris 2000). To britiske forskeres præsentation af teorierne om den nye terrorisme. Bogen gennemgår hele diskussionen, men set fra en europæiske, vinkel, hvilket i høj grad sætter den amerikanske diskussion i relief. 3. Paul L. Pillar: Terrorism and U.S. Foreign Policy (Washington, D.C.: Brookings Institution 2001). Terrorisme fik med Clintons indsættelse som præsident, afslutningen på den kolde krig og chokket efter det første angreb på World Trade Center i 1993 høj prioritering i amerikansk udenrigspolitik. Pillars bog er en god gennemgang af den amerikanske administrations forståelse af og politik vedrørende international terrorisme. En nyttig bog, der er mere beskrivende end analyserende. 4. Fernado Reinares (red.): European Democracies Against Terrorism. Governmental policies and Intergovernmental Cooperation (Dartmouth: Ashgate 2000). Af en lang række grunde ser og håndterer de europæiske lande og USA terrorismen forskelligt. Reinares, der er Spaniens førende ekspert, har i forlængelse af en konference redigeret denne antologi, der både kommer godt rundt i de europæiske strategier og perspektiverer forskellene i forhold til den amerikanske politik. 5. Walter Reich, Origins of Terrorism. Psychologies, Ideologies, Theologies, States of Mind (Wasington, D.C.: Woodrow Wilson Center 1998). Fremragende antologi om bl.a. de psykologiske aspekter af terrorismen med et godt kapitel om selvmordsaktioner. 6. Jonathan B. Tucker (red.) Toxic Terror. Assessing Terrorist Use of Cheimoical and Biological Weapons (Cambridge, Mass: MIT Press 2000). En antologi, der minutiøst undersøger 12 (påståede) tilfælde af terror med anvendelse af biologiske og kemiske våben. Det første kapitel undersøger nogle jødiske terroristers forsøg på at forgifte tyske krigsfanger i 1946, og herefter følger case studies frem til amerikanske højreekstremisters forsøg med biologisk terrorisme i slutningen af 1990erne. Fremragende og informative analyser, der overbevisende argumenterer for nødvendigheden af at forske i terroristers motiver og muligheder for deres handlinger. 7. Brad Roberts (red.) Hype or Reality? The 'New Terrorism' and Mass Casualty Attacks (Alexandria: The Chemical and Biological Arms Control Institute 2000). En særdeles vigtig antologi, hvor USAs bedste terrorforskere diskuterer de nyeste teorier. 8. Laurie Mylroie, Study of Revenge. Saddam Husseins Unfinished War against America (Washington, D.C.: AEI Press 2000). Passioneret studie, der argumenterer for, at Irak stod bag terrorbombningen af World Trade Center i 1993 og som er kritisk over for Clintonadministrationens håndtering af anti-terrorpolitikken. Mylroie er en kontroversiel person i det amerikanske forskningsmiljø, men alligevel vakte hendes studie berettiget opsigt i Washington, da den udkom sidste efterår. 9. Simon Reeve, The New Jakals. Ramzi Yousuf, Osama Bin Laden and the futere of terrorism ( Boston: Northeastern University Press 1999). Bogen er bygget op som to portrætter af Ramzi Yousuf, manden bag World Trade Center-bomben i 1993, respektive Osama bin Laden. Reeve, der er journalist, har skrevet en bog, som både er spændende, informativ og med sin biografiske vinkel får skildret den antiamerikanske terrorismes historie i 1990erne på bedste vis. 10. Richard A. Serrano: One of Ours. Timothy McVeigh and the Oklahoma City Bombing (New York: Norton 1998). Bogen skildrer baggrunden for Oklahomabomben i 1995 og leverer dermed en indsigtsfuld og velskrevet karakteristik af det højreekstremistiske miljø i USA.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her