Paradiset, Sang XXX (uddrag) Så ivrigt griber intet spædbarn efter sin moders bryst, når det har sovet længe over sin vante tid, og vågner sultent, som jeg nu - for at gøre bedre spejle af mine øjne - bøjed mig mod floden der flyder for at vi skal blive fuldkomne; og næppe havde mine øjnes læber drukket af denne kilde, før jeg så den som rund, hvor den før forekom mig langstrakt. Derefter, som når maskeraden slutter, og alle, fri for masken de var skjult bag, omsider fremstår som de i sig selv er, forvandledes nu blomsterne og gnisterne for mig, og jeg så begge kor i himlen således som de var og er i sandhed. Du genskin af den højeste, der undte mig dette syn af paradiset: giv mig nu kræfter til at skildre synets indhold! Deroppe er et lys der gør Gud synlig for dem iblandt hans skabninger der finder al deres fred og glæde i at se ham. Udad og atter udad vokser lyset i cirkelform, så at dets omkreds ville slutte for løst som bælte rundt om solen. Det hele lysvæld kommer fra én stråle der skænker Primum Mobile dens livskraft og reflekteres fra dens yderside. Og som en bakke spejler sig i vandet forneden ved dens fod, og ser sig smykket med forårsgrønt og mange blomster: sådan, genspejlet trin for trin over hinanden i tusindvis i lysets indre, så jeg de sjæle som er vendt tilbage dertil. Og hvis den laveste af disse rækker kan rumme sådant lys, hvor vidt må rosen da ikke række yderst i sin krone? Mit syn fòr ikke vild, hverken i bredden eller i dybden af så megen glæde, men fatted klart dens art og dimensioner: nært eller fjernt gør ingen forskel dér hvor Gud styrer direkte og uformidlet, og ingen af naturens love gælder. Ind i det gyldne skød af denne rose der evigt åbner sig i lysfin velduft til ære for en sol af evigt forår, førtes jeg, tavs, men fuld af stumme spørgsmål, af Beatrice (...). Digtet (uddraget) er fra ca. 1307-21. Oversat af Ole Meyer i 'Dantes Guddommelige Komedie', Forlaget Multivers 2000.