Engang i slutningen af 1800-tallet fik bogtrykker Frederik Hostrup Schultz et stort problem. Han havde i årevis trykt blanketter, cirkulærer og lovbestemmelser for det offentlige, de kom i en lind strøm og stort set altid fra hans trykkeri. Vi befinder os i perioden, før verden gik af lave, så i tillid til en tryg fremtid investerede bogtrykkeren i ny teknik, i store, potente trykkemaskiner, som på kortere tid og med en lavere bemanding kunne klare flere og større opgaver end de gamle. Det skulle dog komme til at gå anderledes! Embedsmændene i det offentlige regulerede ikke betalingen for leverancerne i takt med prisudviklingen; fortjenesten blev minimal, og Schultz fik lyst til at søge andre, store trykkeopgaver. Schultz havde det med trykkerimaskiner som skibsredere med supertankere: Det går ikke, at de ligger stille. Han kom under vejr med, at der i Tyskland var store opgaver for trykkerierne i produktionen af bindstærke konversationsleksika, som havde fået udbredelse langt ud i de private hjem. »So ein Ding müssen wir auch haben«, har han nok tænkt, og planen blev så at få oversat Meyers konversationsleksikon til dansk, trykke det og få én til at udgive det. Men det var en stor investering, og han turde ikke påtage sig den alene. En god ven, murermester Frohne, havde tjent store penge og var villig til at risikere nogle af dem og gå med. Men de måtte have en til at stå for det redaktionelle.