Der er tre landskaber i Arthur Krasilnikoffs forfatterskab: Færøerne, Afrika og Vestsjælland. Og landskaber betyder meget for denne skrivende sømand og filminstruktør, som er sig så bevidst, at alting flyder, men samtidig tørster efter den vandløse Kalahari-ørken, hvor buskmenneskene bor. Det var disse menneskers mægtige himmel, jord og fortællekreds, han efter utallige ophold i deres midte rejste et litterært monument med romanen 'Nattens rygrad' forrige år. Vestsjællands mennesker blev sat i deres landskab med dobbeltromanen 'Som landet ligger' og 'Lindas tid' fra 1983-1985. Sat eller genindsat: For det er et moderne, rodløst og fraflyttet bymenneske, Arthur Krasilnikoff her bringer i konfrontation med den egn og den fortid, det er groet af, og som ikke længere eksisterer. Linda Skarp, hovedpersonen, er vokset op i en landsby på Stigsnæs, som olieraffinaderiet definitivt har gjort til fortid. Men Lindas fortælling rækker ind i fremtiden, fordi den åbent møder det moderne vilkår. Og det er også med denne fortælling, at hun må kæmpe med sin kræftsygdom. Dobbeltromanen har den samlede titel 'Vandmærker', og den er et hovedværk i ny dansk litteratur. Arthur Krasilnikoff tilbragte vigtige år af sin barndom på Færøerne, hvad der afspejlede sig allerede i debutnovellerne 'Skyggehunde' (1966). Det var en modernistisk fortæller, der her trådte frem, men også en menneskekender og humorist, som har ægte historier på hjertet og vil nå sin læser. Romanen 'Gruppen Mandril' (1975) iscenesætter en drengebande i 1970ernes Skælskør, som, ligesom senere Linda, lever livet farligt i konflikten mellem moderne mangel på mytisk løft og så det stærke, menneskelige behov for at høre til i en myte og give blod for den. På 60-års dagen udgiver Krasilnikoff en essay-samling, mens han selv er på vej til Afrika. Og det vil denne eminente fortæller af mennesker og landskaber altid være: på vej. Til lands, til vands og i historierne. Tak fordi, vi må være med.