»Her har vi den, den nye generationsroman. En roman, der for nye generationer kan blive, hvad Rifbjergs kroniske uskyld har været for gamle«. Således greb Informations anmelder, Lillian Munk Rösing, sig i at tænke, da hun læste de første fyrre sider af Kristian Ditlev Jensens bog, 'Det bliver sagt'. Men ak, bogen er ingen roman, den er, skriver hun, »en dybt personlig, dybt smertelig, men også uhyre velreflekteret beretning om, hvordan han gennem tre år af sin barndom blev misbrugt på krop og sjæl af en voksen mand«. Kristian Ditvlev Jensen er tidligere elev på Forfatterskolen, tidligere skribent på Politiken, nu på Berlingske. Her i hans egne spalter er det Peter Johannes Schjødt, som anmelder og indleder med noget, der kunne have være den psykologiske bevæggrund bag ordene i Information: »Under læsningen tog jeg mig flere gange i at ønske, at 'Det bliver sagt' i virkeligheden var en roman«. Men det er den altså i virkeligheden ikke. Den er virkelighed, hvilket ikke udelukker det velskrevne, og her tager også Politikens Christian Graugaard sit udgangspunkt: »Denne bog er svær at komme igennem - skønt den er mere end almindelig velskrevet og bæres af en nødvendighed, som på sin vis gør den umulig at lægge fra sig: historien er modbydelig, men formidles med en insisterende nøgternhed, som ikke kan undgå at sætte eftertænksomme modhager i kødet på sin læser. 'Det bliver sagt' har - aner man - karakter af en påtrængende sjælelig katarsis, men bogen er tilmed et velartikuleret seksualpolitisk partsindlæg, som løfter beretningen ud af det private for i stedet at kaste lys over en langt mere principiel problematik vedrørende erotiske relationer børn og voksne imellem«. Christian Graugaard, som forrige uge udsendte et sexleksikon, læser 'Det bliver sagt' som »en bog med et budskab og en mission: det drejer sig om at pejle en frisindet (men dødeligt konfliktsky) kulturs blinde vinkler - at sætte fokus på en type af forbrydelser, som ofte ties ihjel blot for derved at forvandles til endnu mere ubærlige dobbeltsvigt«.