Suzanne Brøgger udtalte i sin tid om sin tykke bog 'Ja', at når hun nu selv havde været syv år om at skrive den, var det vel også rimeligt, at læserne måtte være syv år om at læse den. På lignende vis kan man sige, at når Søren Kierkegaard er aktuel selv efter 150 år, så må Joakim Garffs glimrende biografi om ham vel også stadig være aktuel et lille halvt år efter dens udgivelse og anmeldelse. Det benytter jeg mig af, for ved genlæsning har jeg i den ypperlige bog opdaget en interessant tvetydighed. Utallige steder beskriver Garff Kierkegaard som en taktiker, der »beregner inklinationsvinklen« til det gode selskab og senere forsøger at splitte koterierne ad. Og et sted viger Garff endda ikke tilbage for den morsomme replik, at Søren kunne være blevet en ypperlig militærstrateg; nok mest ment som en morsomhed, men immervæk netop ment. Det er imidlertid påfaldende at ville beskrive et menneske, som helt grundlæggende står socialt isoleret, på denne måde - Kierkegaards hele skæbne modsiger jo påstanden. De få eksempler er netop i udtrykkets egentligste forstand undtagelserne, der bekræfter reglen. Og det må Garff givetvis også vide, fortrolig som han dog mere end nogen anden er med Kierkegaards journaler. Jeg vil for at belyse spørgsmålet først gøre rede for en interessant og temmelig almen psykosocial problematik i den kulturelle outsiders personlighed; dernæst underbygge mit indtryk i Kierkegaards tilfælde - og dernæst vende tilbage til Garffs bog og søge at forklare hans påfaldende tilbøjelighed til at fremhæve Kierkegaards taktiske karakterprofil.