Rullen er 40 meter lang. Sat sammen af lange tegneark, hver især klippet til, så de passede perfekt i skrivemaskinen. Og tapet sammen til én lang bane, så han kun behøvede at sætte papir i maskinen én gang. Nu skulle han bare skrive. Og skifte linje. Skrive. Og skifte linje. Og det gjorde han. Da Jack Kerouac i april 1951 efter flere års tilløb og adskillige fejlslagne forsøg endnu en gang satte sig ved skrivemaskinen i sin lejlighed i New York for at arbejde på sin uforløste 'road book', gav han ikke sig selv lov at standse op. Han skrev bare. På en eksplosion af indfald. I ét langt afsnit. Sætning efter sætning fæstnede sig til papiret, med en enkelt linjes afstand, mens rullen, hak for hak trillede gennem valsen. Når hans kone kom hjem, serverede hun ærtesuppe og kaffe for den koncentrerede skikkelse, der sad bøjet over maskinen. Og iagttog vantro, hvor meget han svedte. Flere gange om dagen måtte han skifte t-shirt, og de fugtige bluser hang til tørre over hele lejligheden, fortæller forfatteren til en biografi om Kerouac, Anne Carters, i et forord til 'On the Road'. I tre rasende uger sad han og hamrede i tasterne. Han tog benzedrin for at holde sig vågen. Og da papiret igen slap sit greb i valsen 22. april 1951, havde han skrevet en af århundredets vigtigste bøger - 'On the Road'. En gendigtet fortælling om sine egne rastløse rejser i Amerika i selskab med flere af beat-generationens andre fremtrædende skikkelser, blandt andre forfatterne Allen Ginsberg og William S. Burroughs. Beatbibel Bogen blev kendt som bibel for den såkaldte beat-generation og sælger endnu i dag henved 130.000 eksemplarer om året - på dansk under titlen 'Vejene'. Det var nu først i 1957, at bogen udkom. Da havde Kerouac i mellemtiden debuteret med en anden roman og gennemskrevet den oprindelige tekst, som dog i alt væsentligt stadig er den samme som på den rulle, han drejede ud af skrivemaskinen 22. april 1951 - altså for 50 år siden. Rullen tilhører familien til hans kone af tredje ægteskab, som desværre lider af et akut tilfælde af tynde tegnebøger og derfor har sat de 40 meter verdenslitteratur til salg hos Christie's i New York 22. maj - nøjagtig en måned efter 50-års dagen for dens tilblivelse. Manuskriptet ventes bortauktioneret for henved 12 millioner kroner formentlig til en privat samler i stedet for, som mange håbede, at havne på New York Public Library, der opbevarede manuskriptet i en årrække. »Det er tragisk, fordi Kerouac ændrede litteraturhistorien. Bogen var årsag til et skift i den måde, folk skrev på og tænkte om samfundet på«, siger den eneste overlevende fra kredsen omkring Jack Kerouac, Carolyn Cassady, til The Guardian. Hun er enke efter Neal Cassady, Kerouacs ven, som han fulgtes med på sine berømte ture gennem USA og brugte som model for den vilde hovedfigur i 'On the Road', der på rullen stadig bærer sit eget navn, men i bogen kom til at hedde Dean Moriaty. »Den skulle opbevares som vi opbevarer breve af Browning og Dickens i det Britiske Bibliotek. Jack elskede offentlige biblioteker. Han besøgte dem selv hele tiden. Hvis de bortaktionerer den, kan enhver, der er rig nok, købe den og holde den ude af syne«, siger Carolyn Cassady, der i øvrigt selv havde en længere affære med Jack Kerouac. På sin mands opfordring. Spontan prosa Kort før midnat den 4. september 1957 listede Jack Kerouac og hans kone på gaden for at få fingre i et eksemplar af morgendagens New York Times, hvor 'On the Road' var anmeldt. I lyset fra en gadelampe stod de og stavede sig lamslået igennem anmeldelsen. Det var hans sidste aften som ukendt forfatter. Næste dag fortalte han journalisterne, at han havde brugt syv år på at farte omkring. Og tre uger på at skrive bogen. Hvilket fik forfatteren Truman Capote til at snerre: »Det er ikke at skrive; det er at taste«. Journalisterne blev fjerne i blikket, når han redegjorde for sine teorier om at skrive på fri association. »Spontan prosa«, som han kaldte det. De var kommet for at høre om det vilde, omstrejfende liv, han så levende beskrev i romanen. De var kommet for at høre om beat-generationen.