Jeg mangler et motto«, sagde Theis. Han sad i frokoststuen sammen med sine kolleger på instituttet. Der var seminar, derude. Og så på en søndag, den første i advent, som sekretæren, Dorthe Elisabeth, havde sagt. Under frokosten havde de mest rystet på hovedet over, hvor tåbeligt det var, at metrostationen ved universitetet hed Islands Brygge og først den næste Universitetet. Men nu var snakken faldet på Theis' disputats. Den var for længst forsvaret, og nu skulle den udgives. »Den skal have et motto«, gentog han. »Det skal rumme hele afhandlingens kompleksitet«. Han lænede sig frem i stolen og så på Katrine. Hun var den værste konkurrent til det professorat, der ville blive ledigt, når Riemann trak sig. Hendes ene øje gled ud af takt med det andet, inden det lykkedes hende at fokusere. »Hvad med 'Enhver fortolkning gør myten fattigere'. Calvino?«, sagde Martin, den unge ph.d.-stipendiat. »Eller 'Enhver drøm er et logisk psykisk fænomen'. Freud?«. Marianne smilede. Og flyttede ikke blikket fra Theis. »Kom nu, Katrine!«, sagde han. Hun lænede sig tilbage i stolen og slyngede det ene ben over det andet. Så kraftigt, at overkroppen blev trukket med i samme retning. »Det kommer!«, sagde hun. »Den slags dukker altid op«. Da Theis lidt senere tændte computeren, poppede en mail op. En iling løb over hans ryg. »Verden er alt, hvad der er tilfældet. Wittgenstein«. »Wittgenstein!«, udbrød han og rejste sig op. »Det er perfekt!«. Han åbnede døren, men lukkede den straks igen. Der stod noget mere: »I skraldespanden ved bænken ud mod Nørregade på Bispetorvet i morgen klokken 10«. Theis strøg håret tilbage med begge hænder. De var fugtige. Han bøjede sig ned for at se, hvem afsenderen var: kandufoelgemig@hotmail.com.