I et samfund, som på alle områder kræver omgående og mærkbare resultater, kommer de handlingsorienterede terapier i vælten, fordi de er korte og deres effekt nemt kan evalueres.En psykoanalyse, derimod, tager tid, og dens formål er ikke at løse et bestemt problem i løbet af nogle få timer, men at give patienten en forståelse af sin historie.Samuel Lézé, antropolog, til Le Monde

»Et sørgeligt skvat«
Var psykoanalysens fader, den østrigske læge Sigmund Freud (1856-1939), »et sørgeligt skvat, en svindler, en løgner, en kvindehader, en fallokratisk homofob, en konservativ, som var stokdøv for hele den sociale historie og udelukkende var ude på at transformere sin egen egofikserede og narcissistiske historie til en legende?«. Og var den form for psykisk lægedom, han praktiserede (og som praktiseres af freudianske analytikere verden over den dag i dag), ret og slet »en gren af magien«, hvis påstået helbredende virkning er »strengt afgrænset til placeboeffekter«?

Man kan roligt sige, at disse grovkornede spørgsmål, som her er refereret efter dagbladet Libération, vækker debat i Frankrig netop nu. Bølgerne går så højt, at ombudsmanden ved dagbladet Le Monde har måttet rykke ud med en længere (bort)forklaring, som vi vender tilbage til post scriptum. Først sagens kerne.

Bandbulle imod Freud Hele foråret har rygtet gået i Paris, at det berømte brag af en bog var på vej. Den meget populære og forholdsvis kontroversielle mediefilosof Michel Onfray skulle være på trapperne med en mægtig bandbulle imod Freud og alt hans freudianske væsen, hvilket for fransk presse var en fryd og fornøjelse at se frem til.