Ikke mindre end 600 journalister og fotografer myldrede rundt mellem hinanden, da den tidligere tyske toppolitiker Thilo Sarrazin i mandags præsenterede sin skandaleombruste bog ’Tyskland afskaffer sig selv’ i de berlinske journalisters store konferencerum, et stenkast fra magtens centrum ved Spree-floden. Tilstrømningen var så stor, at selv Sarrazins forlag, DVA, blev taget på sengen. I løbet af få minutter var alle presseeksemplarer af bogen revet væk. »Vi har leveringsproblemer«, undskyldte en kvindelig forlægger sig med et veltilfreds smil på læben.
LÆS ARTIKELKontroversielle udtalelser kan koste tysk politiker bankpost De bliver ikke mindre i de kommende dage. Bogen var en eksplosiv sensation, allerede inden den udkom officielt i mandags. Forlaget oplyser, at den på forhånd har solgt 90.000 eksemplarer. Det er ellers ikke lystlæsning. Thilo Sarrazin begraver i sin 464 sider tykke bog læseren i statistikker, tabeller og mere eller mindre velbelagte citater, der skal bevise, sort på hvidt, at denne gang passer det: Nu går Tyskland virkelig sin undergang i møde. Omvendt forædling Sarrazin ser sådan på sagen, at de muslimske indvandrere med deres høje fødselstal, deres, efter hans mening, indskrænkede kultur og manglende vilje og evne til integration snart vil have erobret Tyskland. »Vi bliver fremmede i vores eget land«, advarer han. Inden da er selve den tyske kultur gået under. Den 65-årige tidligere socialdemokratiske toppolitiker forsvarer i sin bog den tese, at intelligensniveauet er dømt til et stadigt fald og forfald i Tyskland. Årsagen er ifølge Sarrazin, at »underklassen«, herunder især de mange muslimske indvandrere, føder langt flere børn end samfundets øverste lag. Og da »underklassen«, stadig ifølge Sarrazin, er notorisk dummere end eliten, går det den vej, hønsene skraber: tilbage. Intelligens er nemlig, mener Sarrazin, i så vid udstrækning arvelig, at uddannelse ikke kan råde bod på skaderne. Han mener oven i købet at have fundet belæg for, at forsøg på at fremme social ligestilling gennem uddannelsespolitik får det stik modsatte resultat. Sorteringen bliver endnu hårdere. Naturlove Specielt med hensyn til muslimers angiveligt tilbagestående niveau står vi over for noget nær naturlove, skal vi tro Sarrazin. For ingen vil vel påstå, at de muslimske immigranter i Tyskland kommer fra den laveste underklasse i deres land, skriver han. Når de alligevel ikke formår at klare sig lige så godt som andre indvandrergrupper, kan det kun have dybere årsager, lyder hans konklusion. Da han i søndags blev gået på klingen i et ekstraordinært langt interview i avisen Die Welt, sagde han, at der findes sådan noget som en fransk, en tysk og en hollandsk identitet. »Folks kulturelle egenart er ingen myte, men virkelighed i Europa«, sagde han.







