Finlands to kandidater til årets nordiske litteraturpris har iøjnefaldende fællestræk: Begge er romaner, begge opbygget som mosaikker af mange stemmer, tilsyneladende omkring hver sin historisk velkendte person.
Temaet er materiens, dødelighedens, sejr over åndeligheden, hvad enten den har form af gudstro eller fædrelandspatos. Og så er der selvfølgelig også store forskelle:
Kristina Carlson, der er 62 år og skriver på finsk, påkalder nok Darwin i sin romantitel, men evolutionslærens fader og hans Kent-residens gennem fyrre år, Down House, optræder kun som fjerne skygger i hendes stemmemosaik, og Darwins gartner er kun akkurat en slags hovedperson.
Kernen i fortællingen er den lille stations- eller landsbys mange stemmer, stadig skiftende i korte afsnit og ofte præsenteret i tredje person for så uden overgang at fortsætte som et 'jeg' i første person.
Teknikken, der minder en dansk læser om Peer Hultbergs i Viborg-romanen 'Byen og verden' i sin tid, giver et ganske tætmasket net at fange halvt ubevidste eller uformulerede verdensanskuelser i. Den fromme snak mellem velgørenhedsklubbens damer blandes med deres hemmelige tanker og længsler.
Den bedragne butiksindehavers og den fordrukne landsbylæges private årsager til harme og opgivelse siver så at sige ud af deres forsøg på at dække sig ind. Stemmesuppen er et suverænt voksemedie for overdreven sladder såvel som fortrængte sandheder.
Frem af fortællingens tågede landsbykonturer træder gartnerens høje, tunge skikkelse. Fortvivlet over sin kones død og uden religionens trøst – ikke for intet er han ansat hos Darwin – må han skabe sig et nyt liv med to børn, og med markarbejdet som nøglen: Grøntsagerne skyder op, materien sejrer. Dér er evigt liv.
I 'Fluetæmmeren' er det selveste Johan Ludvig Runeberg, Erik Wahlström skriver om.
Den finske nationalskjald er på sine gamle dage lænket til seng og rullestol og må nøjes med at dressere fluerne på tallerken og i vindueskarm – og spydigt opkalde dem efter sine jævnaldrende konkurrenter i den finske intelligentsia.
Fluerne Cygnaeus og Snellman er således opkaldt efter to andre fremtrædende medlemmer af 'Lördagssällskapet', finsk nationalromantiks uformelle vugge.
Her – eller allerede på akademiet i Åbo i 1822, ti år før – mødte Runeberg nemlig den senere 'nationalfilosof' Johan Vilhelm Snellman, eventyrdigteren Zacharias Topelius og folkesagnsindsamleren og 'Kalevala'-digteren Elias Lönnroth.
Dette firkløver kom midt i 1800-tallet til at forme Finlands kulturelle selvopfattelse som nation. Runeberg tidligst som redaktør af Helsingfors Morgonblad fra 1832, siden især med sit poetiske fædrelandsepos om 'Fänrik Stål' og hans soldaterkammerater – blandt andet den enfoldige 'Sven Duva', som generationer af danske gymnasiaster husker fra svenskundervisningen – i den finske krig 1808-09, som gjorde Finland til russisk råderum.
Første del af digtsuiten udkom i det europæiske revolutionsår 1848, og indledningsdigtet, 'Vårt land', var allerede tidligere på året blevet nationalsang til melodi af Fredrik Pacius.
En god snes år senere er den affældige digters tanker nok så private. Vel hører vi om hans møde med en studs ung digter Stenvall, senere berømt som Aleksis Kivi med den første finsksprogede romanklassiker, 'Syv brødre'.
»Og om Pacius' besøg og digterens udeblivelse fra festen, hvor nationalsangen skulle præsenteres med komponistens nye melodi. Måske blev digteren hjemme i Borgå for at mødes med Emilie Björksten, en af mange forelskelser«.
Dem mindes han nu, mens han fra rullestolen hundser med sin sagtmodige kone, Fredrika, der for resten selv var en glimrende forfatter om blandt andet kvindens stilling i samfundet og desuden niece af lørdagsklubbens gamle protektor, biskop Tengström. Hvis datter Sofia digteren også havde et godt øje til.
Jo, her får vi nationalskjalden delvis på vrangen, men heldigvis også Fredrikas kloge tanker om ham, såvel som Emilys, Sofias og flere andres. 65-årige Wahlström, fhv. chefredaktør på Hufvudstadsbladet, jonglerer suverænt med synsvinkler – brevuddrag, dialog, dækket indre monolog osv. – i sin afvekslende stemmemosaik.
Gennem rigdommen af personal- og kulturhistoriske finter for viderekomne finskstuderende opbygges imidlertid også en dybere psykologisk forklaring på den gamle digters ironisk afslappede syn på egen poesi og patriotisme: Hans fattige barndom og uvished om sit faderlige ophav var vel »... sorgligt.
Men man kan ändå bli en stor poet när man blir stor. Man måste bli en stor poet«.
Materiens hårde vilkår nødvendiggør åndens vingefang?
