Der bygges på livet løs i København. Kongen, Christian IV, er rastløs, sætter det ene projekt efter det andet i værk, og i 1642 er det særeste tårn, nogen københavner endnu har set, ved at være færdigbygget.
Det ligger på selve Købmagergaden. Det skal være med til at pynte på den skarnkasse, byen er med al sit skidt, skidne beboere og skæve fordeling af livsfornødenheder. Trolddom og hekseri Tårnet er udstyret med en rebuslignende indskrift dels på latin, dels på hebraisk og med nogle sære figurer lagt ind. Indskriften skal efter sigende have selveste Christian IV som ophavsmand. Mange har gættet på, hvad den betyder, og også folkeviddet har haft fat i den.






