Hvordan holder man kærligheden i live, når først man har lukket den inde i et ægteskab?
Ingmar Bergman har engang givet sin datter det råd, at det handler om to ting: venskab og håndfast sex. I en novelle, som rummer essensen af Etgar Keret (f. 1967 i Tel Aviv), får vi tre nagelfaste regler af en ældre mand, som har været sammen med sin kone i toogfyrre år. Han sidder og spiser omelet med bacon på en café, mens et ungt par kysser og krammer heftigt ved nabobordet.







