Vi skal over 200 sider hen i Holger Juul Hansens erindringer, før han overhovedet vil sige noget om sin rolle som bankdirektør Varnæs i ’Matador’. Det er længe at vente, eftersom rollen blev Holger Juul Hansens mest kendte – måske også hans mest elskede – og eftersom det er Varnæs, der pryder bogens forside. Nuvel, bliver der sagt noget spændende? Der bliver i alt fald sagt noget meget præcist. LÆS OGSÅDanskerne har stadig ikke fået nok af 'Matador' I 1977 sad Holger Juul Hansen på Erik Ballings kontor i Nordisk Films studier. Balling skitserede her de planlagte seks afsnit af Lise Nørgaards projekt: »Bankdirektør Hans Christian Varnæs er en pæn mand, forklarede Balling«. Juul Hansen kunne ikke skjule sin skuffelse – pæn? Hvorefter Erik Balling straks tilføjede: »Ja, ikke så pæn, at det gør noget. (...) Du bliver glad for din bankdirektør«. Det blev som bekendt til 24 afsnit – og en periode på fire år, hvor man kom tæt på den person, man spillede, og tæt på dem, man spillede sammen med: »Jeg levede et dobbeltliv med to koner og to hold børn. Havde Korsbæk eksisteret i virkeligheden, havde jeg siddet inde for bigami«. Ikke så pæn, at det gør noget Den pæne mand, der ikke er så pæn, at det gør noget: Det er jo på mange måder sandheden om skuespilleren Holger Juul Hansen. Især hvad angår de roller, han gennem årene har haft på tv: Leif Panduros tv-spil fra slutningen af 1960’erne til cirka midten af 1970’erne med ’I Adams verden’ som et højdepunkt: Det var her, han virkelig levede et dobbeltliv – den pæne og borgerlige Paul, der i det skjulte var transvestit og hed Sonja. Siden fulgte bankdirektør Varnæs, der havde affæren med den unge bankassistent, men reddede facaden og sluttede af med sølvbryllup med Maude i ’Matador’ (1978-82). Hvorefter han i 1990’erne stod i hvid kittel i ’Riget’ som professor Moesgaard, der begyndte som en bifigur og endte som en hovedrolle – med eller uden en dildo i hånden. Vi får lidt at vide om Ballings og von Triers måde at instruere på, mens samarbejdet med Panduro kun lige akkurat nævnes. Rollen som Paul/Sonja krævede en del »markarbejde«, men hvor marken så at sige lå henne, og hvori researchen og arbejdet med dobbeltrollen bestod – intet. Anskueliggør en udvikling Hvor meget kan man kræve af en skuespillers selvbiografi? Af Holger Juul Hansen kan man vel nok kræve en del. ’Sol og tunge skyer’, der bygger videre på hans erindringer ’Det må aldrig blive sølle’ fra 1995, er ikke just tynget af tanker om skuespillets kunst – sådan generelt og Holger Juul Hansens egen især. Alligevel formår han at tegne et billede af udviklingen inden for dansk teater, tv og film – og af et langt liv, forstås. Om privatmennesket Holger Juul Hansen er man fristet til at sige, at han er så pæn, at det gør noget. Der er ikke mange steder i bogen, hvor han bider fra sig. LÆS OGSÅVon Triers næste film hedder 'Nymfomanen' Under prøverne på ’Misantropen’ på Det Kgl. Teater kalder Ingmar Bergman ham konsekvent Sonja: »Nå, Sonja, skal vi så stryge de fire linjer?«.
Mange år før er det teaterchefen Thorvald Larsen, der ikke kan tilbyde roller i staden: »Var det ikke noget for Dem (han holdt en lille pause), at tage til provansen ...«. Det accepterer den unge Juul Hansen: »... hvis der da var nogen, som ville have mig – derude i provansen«. Gode anektoter Der er meget namedropping, og der er en del hunde i bogen. Holger og konen er ret glade for hunde! Er man teaternørd og Juul Hansen-fan, er man ikke desto mindre glimrende underholdt.
