Et sted i Khaled Hosseinis Kabul står et granatæbletræ.
Et par små knægte har skåret en lille besværgelse og vel også et troskabsløfte ind i barken: Amir og Hassan, sultaner af Kabul. Måske er det en sand historie om venskab, måske er det en ulykkelig spejling af Afghanistans historiske tragedie. Den mulige sandhed er, at de to drenge – den ene fra det etniske flertal af pashtuner, den anden fra det ringeagtede mindretal af hazaraer – måske har været venner på tværs af klasser, på tværs af religiøse fortolkninger og på tværs af de etniske skillelinjer, som har delt Afghanistan længere, end nogen husker, og det er længe. Som venner har de to drenge været uadskillelige og som drageflyvere uforlignelige. Men i romanen om ’Drageløberen’ er det et venskab, der skal stå sin prøve og være løgn, før det kan blive sandt.
