»Ulækker masse havde hendes mund mumlet sød og sur af spyt. Glæde: jeg spiste den: glæde. Ungt liv gav hendes våde og bløde læber mig. Bløde, varme, klæbrige geléagtige læber«. Måske verdenslitteraturens smukkeste signalement af et skæbnesvangert kys fra en kvinde, som samtidig giver et stykke kage videre ind i den elskedes mund, er et fremragende eksempel på den form for bevidsthedsstrøm, Joyce gjorde til sit kendemærke. I 'Ulysses' har Leopold Bloom sat sig ned for at nyde et glas rødvin. Samtidig ser han to summende fluer klæbet til vinduet. Og så begynder strømmen, fransk vin og ulækre fluer bliver til det klæbrige og sanselige minde for vor antihelt om den dag med Molly, hvor han friede, og hun sagde ja. Associationer kommer i klynger og tager energi af modsatte fænomener og giver os et suk af en mand, som stadigvæk elsker sin utro hustru. Opfinderen af 'bevidsthedsstrømme' Historien om, hvem der opfandt 'bevidsthedsstrømme' i litteraturen, er lang og kringlet. I virkeligheden er det blot en monstrøs form for indre monolog, ubevidste bække fra omgivelserne skaber et samlende billede, en flod af noget porøst kaotisk og dog præcist konkret. Mollys lange monolog i slutningen af 'Ulysses' er berømt for netop hendes lange associative kæder af erindring, som gestaltes uden komma, ophold og punktum. Begyndelsen på moderne litteraturs brug af indre monologer ses gerne hos 1800-tallets Jane Austen. I hvert fald mener mange, at der er noget kvindeligt labilt mere end noget maskulint målrettet i denne løsagtige og sensuelle brainstorm Men vi er nogle stykker, som klart mener, at vor egen Jens Peter Jacobsen skal med på listen over bevidsthedsstrømmens litterære forældre, frem for alt i relation til sin irske beundrer James Joyce. Kære læser, læs første kapitel af romanen 'Marie Grubbe' fra 1876, og du vil forstå hvorfor.