Spiderman og X-Men. Amerikanerne har leveret muskelsvulmende superhelte i stramtsiddende opfindsomme dragter på samlebånd. Men tegneseriekunsten har også andre slags helte. Som Supermans diametrale modsætning kommer den navnløse antihelt 'Manden der går tur' slentrende ind i billedet. Mere almindelig end manden, der går tur i sin japanske forstad iklædt briller, brunt tøj og snusfornuftige travesko, kan man næsten ikke blive.
Kan sanse øjeblikket Og dog. For manden, der går tur, kan noget ualmindeligt. Han kan holde øjne og ører åbne midt i hverdagens stress og jag. Han kan sanse øjeblikket. LÆS OGSÅVenedig Filmfestival dag 7: Efterskælv giver flade øretæver Han kan fange fuglens fløjt med øret og fuglens flugt med øjet. Han kan finde på at klatre højt op i et træ for at hente en legetøjsflyvemaskine til nogle drenge og så bare blive siddende deroppe, fordi udsigten er flot. Han kan finde på at mærke det våde græs med sine bare tæer og hoppe nøgen i friluftsbadet om natten.
En omvej er en genvej til noget andet Manden, der går tur, går tur for at gå, ikke for at nå frem hurtigst muligt. En omvej er en genvej til noget andet.
Meget japansk Jiro Taniguchi blev introduceret på dansk med mesterværket 'Min fjerne barndomsby', der var tegneseriekunstens svar på Proust. 'Manden der går tur' er på en måde endnu mere japansk. Manden tænker sit. Vi får ikke at vide, hvad han tænker. Men vi får det at se!LÆS OGSÅTaynikma er solide bøger, men begrænset mini-spil Når det regner, bliver man våd, men er man først rigtig våd, kan man ikke blive vådere. Der er solid zen over mandens ikkeformulerede indsigt og antiaction-tegneseriens filosofiske øjeblik. Bogens kapitler er haikuagtigt tegnet op med få, klare elementer i et møde mellem menneske og omgivelser. Får man en fodbold i nakken, så brillerne ryger på jorden og går itu, er det jo sådan set bare en mulighed for at se landskabet på en ny måde igennem splintrede glas' prisme.
Sirlig og lun poesi Slægtskabet medden japanske filmskaber Yasujiro Ozu ('Tokyo Story') er oplagt, og har man som undertegnede været så heldig at se Hokusai-udstillingen i Berlin, vil man også mene at genkende den nøjagtighedens sirlige og lune poesi, som var årsagen til, at Hokusai opfandt manga som tegneseriebegreb i 1814.
Øjeblikkets forløsende potentiale Det er ikke lutter ligevægt og lagkage. Vi får også manden at se som salaryman vakle hjem godt skidefuld i daggryet. Men selv her har Taniguchi blik for øjeblikkets forløsende potentiale.
LÆS OGSÅDansk manga-opera i XL-format indtager Letland En svalehale kaster sin smukke skygge på mandens trætte ansigt. Bogens budskab er lige så klart som enkelt: Man kan ikke forhaste sig med poesi. Skynder man sig, suser det forbi. Men ikke for manden, der går tur. Så i dag gik jeg tur. I parken. Og så godt efter. Et alenetræ for enden af søen i parken var fuldstændig gult i løvet. Det var ikke så skævøjet et syn. Jeg har denne bog mistænkt for at være en bedre guide til lykken end 1.000 selvhjælpsbøger! FACEBOOK