67-årige pensionerede chef for Rigskriminalpolitiet, lettere bamsede og dog barske Lars Martin Johansson er lige et smut i Stockholms centrum for at ordne nogle slægtsmæssige affærer udi skov og ejendom.
På vejen hjem skal han lige have en pølse fra kultpølsevognen på Karlbergsvägen klos op ad sin gamle arbejdsplads, Stockholms politigård. Det næste, han husker, er, at han ligger dødssyg med dårligt hjerte på hospitalet.
Flere års vellevned og ingen kondition har sat sit præg; mere bøf end broccoli, flere kolde snapse end godt er, samt glæden ved den fede side af det italienske køkken med ditto tunge vine har sat sine spor.
Men via en kvindelig og smuk læge på stedet og hendes afdøde præstefar begynder Lars Martin – på trods af alderens trykken og viden om, at døden nu er hans nabo – at beskæftige sig med voldtægt og mord på en niårig pige 25 år tilbage i tiden.
Sperm en dråbe skæbne Aldrig opklaret på grund af politiets uduelighed og det pompøse drab på Olof Palme. Men nu går Persson i gang, selv om forældelsesfristen for mordet er overskredet, og hans egen deadline er døden selv. ’Den døende detektiv’ er simpelthen fænomenalt fremragende uden en side for meget på de næsten 500 af slagsen. Inspirationen er erklæret de geniale eksistentialistiske krimier af schweizeren Friedrich Dürrenmatt i almindelighed, hans absolutte mesterværk ’Dommeren og hans bøddel’ i særdeleshed. Men samtidig en vaskeægte politikrimi, À la Hillary Waugh og Ed McBain, hvor både Gud og Satan viser sig i detaljen, fingeraftrykket er fatalt og sperm en dråbe skæbne.
Medens velfærdssamfundets vogtere af ret og retfærdighed med (social)demokratisk sindelag strides med den mest modbydelige og utilgivelige form for al kriminalitet, nemlig seksuel skændsel og drab på mindreårige.
Her i Skandinavien overlader vi heldigvis dødsdom til de sider i det gamle testamente, vi normalt og normale ikke anerkender, hverken som social kanon eller senmoderne kristendom. Intellektuelle Persson er ingen fan af Stig Larssons primitive selvtægt. Men alligevel. En lille pige myrdet på grund af en psykopats brunst og betændte hang. Skal den store le ikke frem og meje ukrudtet? Men igen og evident hele tiden jager politiet et uhyre i håb om at finde et menneske.
Alle er dødelige
Det gør det også i ’Den døende detektiv’, men datoen er overskredet og lov og orden skal opretholdes. Alligevel er alle mennesker dødelige, ja sågar er nogle mere skrøbelige udi kødets lyst og kærlighedens irgange.
Slutningen i denne krimi er original og passende. Her standser vi med hymne til og lobhudling af en Leif GW Persson, som ellers nogle gange i sine krimier kan være noget kuldslået af kynisk misantropi og arrogant menneskesyn.
’Den døende detektiv’ handler varmt om broderskabet og venskabet mellem lovens mænd og kvinder i fælles gejst og tvivl om at opretholde retfærdigheden i folkehjemmet, selv om nogle folk nogle gange er rigtig dumme svenske svin. PS.: Pølsevognen Günters Korv findes i virkeligheden på sin adresse. Værd en omvej, som det hedder i ’antipølsevognsguiden’ Michelin. Her kan du få pølser fra hele verden og pragtfuld polsk surkål oveni! Den tjekkiske pilsner må du desværre vente med til Systembolaget! Selv ikke i det svenske paradis vokser pølsevognen op i himlen.
