Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
MATHIAS CHRISTENSEN
Foto: MATHIAS CHRISTENSEN

Evangelium. 74-årige Møllehave går ikke i kirke påskesøndag for at smigre Gud eller for at undskylde endnu mere. »Jeg går i kirke, fordi jeg elsker at høre evangeliet«.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Johannes Møllehave er »ikke et godt menneske«

Den folkekære præst viser Møllehaves Danmark frem, som det ser ud efter Hotel d’Angleterresagen.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

5.40: Københavns Hovedbanegård Han har siddet på bænken i en time nu. Med bowlerhatten balancerende på hovedet, det postkasserøde halstørklæde slynget om halsen og et væld af pakkenelliker omkring sig.

Johannes Møllehave har taget fejl af togtiderne, men det gør ingenting, forsikrer han, for han vågnede alligevel af sig selv klokken halvfire i morges, og nu har han jo haft god tid til at fordybe sig i dagens avis, tilføjer han fornøjet, mens vi forsøger at danne os et overblik over hans bagage; en trolleykuffert, en lædertaske fuld af gamle bøger, en skuldertaske, en stok med forsølvet greb, en overfrakke og, jo, dér er de, billetterne til 1.-klasses kupeen i 5.50-toget mod Aarhus.

Så tumler vi ned mod spor 7, mens Møllehave ønsker alle forbipasserende en god morgen.

At stige om bord på et tog kan være en banal handling.

Men ikke, når man følges med Johannes Møllehave og al hans væsen, og medpassagerer og togpersonale sender lange blikke eller store smil efter den 74-årige præst, forfatter og foredragsholder, hvis danmarksberømmelse netop har nået nye højder efter en særdeles højrøstet aften på Hotel d’Angleterre, og som af netop den grund er meget forhippet på at finde nøjagtig de pladser, han har reserveret:

»Nej, nej, vi skal ikke sidde i stillekupeen«, erklærer han febrilsk. »Jeg er jo ikke god til at holde kæft«.

LÆS SIGNATUR

Omkring os knækker folk sammen af grin. Møllehave lader til at være tilfreds med reaktionen; selvironien viser sig at være større end forvirringen, og han gentager replikken flere gange, mens vi aser os gennem toget og med assistance fra en togsteward endelig finder vores pladser.

»Tak, du er et meget venligt menneske«, nikker Møllehave til ham og letter på bowlerhatten.

Tre rifter kommer til syne på hans håndryg. De røde streger er de sidste synlige mærker fra forrige uges anholdelse foran Angleterre – tommelfingerens blåsorte blodansamlinger forsvandt et par dage efter, at Møllehave indgav sin klage over politivold til statsadvokaten.

Til Aarhus, Nyborg, Langeland og Snødebo Præstegård
Vi dumper ned i sæderne, hvorpå Møllehave straks rejser sig igen for at hente en kop kaffe til mig.

Foran os har vi halvandet døgn i hinandens selskab; vi skal til Aarhus, hvor han skal holde foredrag om at »tænke med hjertet« for kursusvirksomheden Confex – »ikke Cornflakes«, pointerer Møllehave fnisende – og videre til Nyborg, hvor vi skal mødes med hans gamle ven Keld Skov – »bare tænk på ’elskov’, så kan du huske hans navn« – og derfra følges ned til hans hus på Langeland – »Landsbyen hedder Lille Snøde, så du kan vel nok regne ud, hvad jeg kalder mit hus? Nå, ikke? Snødebo Præstegård, ha ha« – hvor vi i aften skal spise middag sammen med hans familie og venner, og »gæsteværelset er dit, i morgen må du sove lige så længe, du har lyst til«, lyder den hensynsfulde invitation.

Møllehave tøvede ikke, da han blev spurgt, om han ville vise sit liv frem, som det ser ud i dag, hvor Angleterresagen har fået mange danskere til at hylde ham som et befriende fejlbarligt menneske, mens mange andre bekymret diskuterer, om han mon oftere er fuld end ved sine fulde fem.

7.05: Odense
Danmark tordner forbi os, mens Johannes Møllehave fortæller historien om den aften for et par uger siden, hvor det hele begyndte med, at han bestilte canard À la presse på Hotel d’Angleterre.

Han spiser på restaurant mindst to gange om ugen, for det eneste, han selv kan frembringe i et køkken, er en ret, han har opfundet og døbt Johannes’ åbenbaring: kippers hakket med æg og løg.

Da hans kone, Herdis – som han mistede i 2001 efter 42 års ægteskab – i begyndelsen af 1970’erne erklærede, at hun var træt af at stå for hele familiens husholdning, lærte sønnerne Tomas og Mikkel at lave mad.

Selv lærte Johannes Møllehave at købe færdigretter. Derfor har han i mere end fire årtier været en hyppig restaurantgæst, ikke mindst på Angleterre, hvis overdådige biksemad og klassiske canard À la presse han holder særlig meget af.

Han holder også meget af vin.

Men for et par år siden, efter flere blodpropper og en firedobbelt bypassoperation i hjertet, besluttede han sig for at gå på antabus – ganske som Herdis havde været gennem mange år, tilføjer han – fordi »kombinationen af hjertemedicin og nogle genstande om dagen« gjorde ham mere påvirket, end han selv var klar over.

»Ja, jeg kunne ikke selv mærke det, men det kunne mine omgivelser åbenbart«, erklærer Møllehave og fortæller, at både hans læge og hans børn opfordrede ham til at droppe alkoholen. Så det gjorde han.

»Jeg begyndte på antabus, da jeg arbejdede på fem forskellige bøger, og så fandt jeg jo ud af, at jeg havde meget mere energi og fik lavet meget mere, når jeg ikke havde drukket«.

Fra Angleterre til detentionen og statsadvokaten
Men den famøse aften på Angleterre havde han valgt at droppe antabussen for at kunne hygge igennem med sin gamle ven, en 68-årig gymnasierektor fra Lemvig.

D’herrer fik et par kir royal som aperitif. Og en flaske god rødvin til anden. Og egentlig ville de også gerne have haft kaffe med en Poire William til, men det blev aldrig til noget. Og nu kommer der mindst til at gå to år, før Møllehave kan få afsluttet sit måltid på Angleterre, for han har fået karantæne fra det luksuriøse hotel frem til foråret 2013.

For Johannes Møllehave larmede på restauranten. Han larmer sådan set også, når han er ædru, som nu her i kupeen:

Han klapper i hænderne, når han griner, hvor han stamper i gulvet, når han vil understrege et ord, og hvor han hopper i sædet, når han er særlig begejstret for en pointe, hvad enten det er hans egen eller min. Det er, som om der står en tegneseriesky af spjættende arme, ben og ord omkring Johannes Møllehave.



Alt dette tilsat kir royal og rødvin blev for meget for værtinden på Angleterre, som bad de to ældre herrer forlade restauranten, med henvisning til at de var så højrøstede, at de generede de øvrige gæster.

Resten af historien stod at læse i alle medier de følgende dage: Møllehave nægtede at gå, før han havde betalt regningen, værtinden følte sig truet og ringede efter politiet, betjente fra Københavns Politi anholdt de to mænd, lagde dem i håndjern, og Møllehave, der ikke havde fået sin stok med sig, mistede balancen og faldt ude på Kongens Nytorv, hvor en betjent satte sig på ryggen af ham.

»Han slog mig i ryggen og sagde: »Næste gang er det staven«, og »Nu holder du din kæft, Johannes«. Jeg sagde: »Nå, det er fint, at vi er dus, men hvad hedder du så?«, og det ville han ikke svare på.

Min ven havde også en betjent på ryggen, der ikke var dummere, end at han tog sin notesbog frem for at notere, hvad min ven sagde. Så min ven skyndte sig at sige en masse ukvemsord i en rivende fart, »hipposvin«, »gestapodrenge« og så videre, mens den unge betjent noterede løs. Det blev vist til 22 ord. Og en stor bøde«.

Jeg indrømmer gerne, at jeg kan være lidt forrykt. Mine børn siger også nogle gange: »Johannes, nu er du manisk«.

Efter en tur i detentionen på Halmtorvet delte de to aldrende venner en taxa hjem.

Og efter to lægebesøg og juridisk bistand besluttede Møllehave sig for at klage over politivold. For hvis politiet kunne være så brutale over for ham, hvordan mon så ikke politiet kan være over for andre mennesker?

Folk, der måske ikke har overskud til at klage, eller ikke har samme adgang til medierne som han selv – »Unge knægte med indvandrerbaggrund, for eksempel«, tilføjer præsten.

Sagen ligger nu hos statsadvokaten. Og Møllehaves morale blev – efter en brødebetynget undskyldning til sine børn, der ikke var imponeret af faderens opførsel – denne: »Jeg er måske nok forrykt. Men det har ikke været forgæves, for måske kan den her sag komme til at hjælpe andre«.

Karantæne fra Kristeligt Dagblad
Vi taler lidt om et andet sted, han også har fået karantæne fra: Kristeligt Dagblads redaktionslokaler i det indre København.

Her bad chefredaktionen i 2009 Johannes Møllehave, som skrev klummer til avisen, om at holde sig væk, fordi han angiveligt forstyrrede medarbejderne for meget.

»Muligvis var jeg meget støjende, og måske skulle jeg ikke have givet journalisterne 100 kroner i drikkepenge, når jeg syntes, at deres artikler var fremragende, men nogen skal da rose. At jeg ligefrem skulle have generet folk, det forstår jeg ikke. Og dem, jeg har talt med, har da også sagt, at jeg ikke har forstyrret deres arbejde. Alligevel blev jeg smidt ud. Og det er jeg stadig meget, meget ked af. Jeg havde jo ikke stjålet computere eller lavet sexchikane«.

Har du været inde på Kristeligt Dagblad, siden de bad dig blive væk?

»Ja, selvfølgelig. Jeg går derop, når det passer mig«.

Kan du forstå, hvis folk omkring dig kan synes, at du er lidt grænseoverskridende?

»Jeg indrømmer gerne, at jeg kan være lidt forrykt. Mine børn siger også nogle gange: »Johannes, nu er du manisk«. Og jeg er larmende, bare vent og se, når jeg står på en talerstol i eftermiddag«.

8.00: Vejle
En velklædt midaldrende herre kanter sig gennem kupeen: »Undskyld, jeg forstyrrer«, siger han høfligt. »Jeg gik på Holmegårdsskolen for 50 år siden, hvor jeg havde dig som vikar. Jeg glemmer det sent«.

Johannes Møllehave kigger nysgerrigt på ham: »Fortalte jeg historier«, spørger han så.

»Det var nogle fantastiske historier«, svarer hans tidligere elev.



Så giver de to mænd hinanden et håndtryk og fortaber sig for en stund i minderne om en kolerisk anlagt sløjdlærer, der gned sine elevers kinder med sandpapir, når han var i dårligt humør. Så fortæller Møllehaves gamle elev, at han i dag har sin egen it-virksomhed, men arbejder ved siden af som initiativtager og fundraiser til flere projekter, som handler om børn i sorg.

»Det har jeg skrevet en bog om«, siger Møllehave. »’Til trøst’, har du læst den?«.

Hans tidligere elev nikker og fortæller, at han blandt andet har samarbejdet med sin frimurerloge og Børns Vilkår for at skaffe penge til sorggrupperne.

»Det har været fantastisk livgivende for mig selv. Jeg mistede begge mine forældre i en meget ung alder«, tilføjer han.

Møllehave ser alvorligt på ham: »Sidder det som et traume hos dig? Ja, selvfølgelig gør det det«.

Den midaldrende it-specialist bliver stille lidt. Så fortæller han om sine planer om at etablere endnu en sorggruppe, denne gang for unge teenagere.

»Du kan til enhver tid få mig til at stille op, og jeg skal ikke have honorar for det«, siger Møllehave.

Hans gamle elev smiler taknemmeligt. De to mænd udveksler telefonnumre og tager hjerteligt afsked. Jeg spørger Johannes Møllehave, hvordan det føles at vide, at man har inspireret så mange mennesker. Han ryster undvigende på hovedet.

»Hvis du spørger mig, hvad jeg ønsker af mit liv, så er svaret: at det har båret frugt. At mine børn har fået noget ud af, at jeg er deres far, at mine børnebørn har fået noget ud af, at jeg er deres bedstefar, og at mine gamle skoleelever har fundet ud af, hvad mine timer gik ud på. Og at de mennesker, der har læst mine bøger, først og fremmest har læst en livshymne«.

11.00: Hotel Radisson, Aarhus
Johannes Møllehave læner sig ind over bordet: »Du er Freud«, hvisker han til mig.

Jeg ser forvirret på ham, og han klukker tilfreds af grin: »Ved du ikke, hvad et palindrom er?«, siger han med lav stemme.

Vi sidder i en stor konferencesal, hvor hundredvis af kursister har betalt tusindvis af kroner for at sidde ved borde med kildevand og notesblokke og lytte til nogle af landets kendteste foredragsholdere, som taler under overskriften ’Kommunikation og sprog – hvordan bliver vi bedre til at samarbejde?’.

Der er et par timer til, at Johannes Møllehave selv skal på scenen, og den foredragsholder, der taler lige nu, kan ikke fange Møllehaves fulde opmærksomhed. I stedet introducerer præsten mig hviskende til både Karen Blixens forkærlighed for palindromer og til grafologiens mysterier.

LÆS BOGANMELDELSE

Da det er ved at være hans tur på scenen, holder Møllehave en kort rådslagning med konferencieren, Jes Dorph-Petersen, ude i VIP-rummet. TV 2’s mr. News skal i knap en halv time interviewe Møllehave om at »tænke med hjertet«, men de to bliver enige om at begynde med at tale om, »hvad der skete på Angleterre«.

Bifaldet er stormende, da Johannes Møllehave med sin stok i hånden forsigtigt træder de tre trin op på scenen.

Han indrømmer for tredje gang i dag, at han larmer: »Jeg er født med et overskud af energi. Men jeg har aldrig truet nogen. Dér er jeg helt på linje med Gandhi: Det eneste vold, jeg går ind for, er Susse Wold«, erklærer Møllehave og høster endnu et bifald.

Så går selve interviewet i gang.

Møllehave fortæller, at han allerede som 5-årig vidste, at han ville være præst. At han begynder og slutter hver dag med en bøn. At han beder for sin kone, som han har mistet. At en af hans venner klogt siger, at »sorg er en kærlighed, vi aldrig mister«.

At ja, han blev diagnosticeret ’depressiv’ allerede før blodpropperne, men at han først fik en virkelig dyb depression, dengang lægerne sagde til ham, at han på grund af blodpropperne hverken måtte holde flere foredrag eller skriver flere bøger – og at hans hænder dengang som nu ikke vil lystre foran et tastatur, hvorfor han dikterer alle sine tekster for sit barnebarn.



At han dengang overvejede at begå selvmord.

»Jeg var fuldstændig nede i kælderen. Nu har jeg det godt«, erklærer Johannes Møllehave fra scenekanten og indkasserer endnu et bifald.

»Skriv i jeres kalender hver dag tre ting, der glæder jer. Kan I kende jer selv som danskere, så pas på det. Og forvent lidt af dagen. Som Storm P., min yndlingshumorist, sagde: »Der sad to mænd på en bænk. Den ene spurgte den anden: Gik det så, som du havde ventet? Næh, men det havde jeg nu heller ikke ventet««.

Møllehave fortsætter.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fortæller en vittighed om et barn, der troede, at man skulle betale for at komme ud af kirken, han taler om den danske filosof Ludvig Feilberg, der sammenlignede menneskekroppen med en dampmaskine, og han husker salen på Grundtvigs ord om at leve et »jævnt og muntert og virksomt liv«.



Jes Dorph-Petersen forsøger at runde af, men Johannes Møllehave taler bare højere: »Lever I et jævnt og muntert og virksomt liv? Har I et jævnt forhold til jeres egen krop og til jeres søvn?«.

»Tak«, forsøger Jes Dorph-Petersen, men nu råber Møllehave: »JÆVNT OG MUNTERT! Lever I jævnt og muntert?«.

Salen klapper lidt forsigtigt, Møllehave stamper i gulvet, nogle af kursisterne ser lidt forskrækkede ud, mens andre smiler hengivent.

16.00: Vestfyn
Johannes Møllehave roder i sin blå trolleykuffert, han leder efter et billede i en sølvramme. Vi sidder i toget mod Nyborg og har med nød og næppe fået al bagagen med, for der lader hele tiden til at forsvinde et eller andet.

Sådan har det altid været; for mange år siden skrev den gamle forlægger Otto B. Lindhardt om Johannes Møllehave, at »han er en mand, der er mere end villig til at forære sin ny overfrakke væk, hvis han ellers kunne huske, hvor han havde lagt den«.

Pludselig sidder han med sølvrammen i favnen. »Hvis du siger, at hun er grim, så må du ikke sove i mit hus«, advarer han. Så viser han mig billedet af Winnie, kvinden, han kalder »min elskede«.

Jeg gider godt diskutere film og bøger, men ikke, hvordan jeg folder mit tøj sammen.

Hun er smuk. Solbrunt ansigt med regelmæssige træk, klare øjne og sølvgråt hår strøget tilbage i en elegant frisure. Johannes Møllehave køber blomster til hende hver uge.

»Desværre kan hun hverken lide, at jeg er så meget i pressen, eller at jeg går med bowlerhat«, siger han beklagende.

Men Winnie er, forsikrer han, en vidunderlig kvinde. Og hun har selv lavet den sølvring, han bærer på sin ringfinger. Men de er ikke gift, de bor ikke sammen, og det kommer de aldrig til.

»Med alderen bliver man sværere at leve sammen med. Ens vaner, både de gode og de dumme, bliver stærkere med årene. Og det skal man ikke lade gå ud over hinanden. Winnie er min elskede, jeg er meget stolt af hende, og hun er fantastisk flot. Men selv når vi rejser sammen, har vi hvert vores værelse. Jeg gider godt diskutere film og bøger, men ikke, hvordan jeg folder mit tøj sammen«.

Ikke til referat
Parret har kendt hinanden i mange år. De rejste også lidt sammen, dengang Herdis levede. Præsteparret Møllehave levede i åbent ægteskab, som Herdis skrev om i flere af sine romaner.

»Herdis havde da også nogen, hun selv rejste sammen med. Engang spurgte en journalist hende: Er det rigtigt, at De ved, at Deres mand ser en anden kvinde?. »Ja ja«, svarede Herdis. Ærlig talt, ved De ikke, hvad jalousi er? »Jo, er det ikke en tango?«, svarede Herdis så. Folk var gale over det dengang«, griner Møllehave.

Så kigger han alvorligt på mig: »Måske lyder det mærkeligt i dine ører, men når mine venner forelskede sig i Herdis og havde et forhold til hende, så steg de i min agtelse. For jeg elskede hende jo. Så jeg sagde: Hvor er det skønt, at du også elsker hende. Forstår du det?«.

Det tror jeg nok. Jeg nikker i hvert fald.



For første gang i dag siger Johannes Møllehave, at det følgende, han fortæller, ikke er til referat. Og det er da også så pikant, at flere medpassagerer trykker sig i sæderne og forsøger at skjule deres nysgerrige blikke. Men historierne er ikke mere hemmelige, end at Møllehave agter at fortælle dem i sin næste erindringsbog.

»Winnie, min elskede, synes jo, at jeg skriver for meget om mig selv. »Det ender med værket ’Johannes på potten’«, siger hun, ha ha ha. Jeg har jo skrevet seks erindringsbøger nu ... Men den næste bliver vel nok også den sidste«.

Johannes Møllehave ved godt, at han lever sin sidste akt.

»Jeg har haft min morgen, min middag, min eftermiddag ... jeg er på vej ind i min aften«.

Og i den aften går han til flere begravelser end runde fødselsdage:

»Også begravelser, som jeg selv forretter. Jeg har begravet mange mennesker, jeg holdt af. Familie, Paul Hammerich, Halfdan Rasmussen, Benny Andersens kone. Men det betyder ikke, at livet så er tomt. Tværtimod. Jeg tænker meget på ordene: Græd ikke, fordi vi er døde, men glæd jer over, at vi har haft et langt liv sammen med jer. Da Herdis døde sagde jeg: Tak, fordi hun har været her. Jeg sagde ikke: Det er forfærdeligt, at hun ikke er her. Det synes jeg også, at det er, og jeg taler stadig meget med hende, om natten, når jeg ikke kan sove, men det er da glædeligt, at hun har været her. Jeg siger i det hele taget hellere ’tak’ end ’ak’. Ja, jeg glædes ved livet«.

18.30: Snødebo Præstegård
Johannes Møllehave kigger lykkeligt på sin søn: »Mikkel, hvor har jeg savnet dig«, jubler han.

46-årige Mikkel Møllehave står bag komfuret og ser næsten lidt genert ud. »Hva’ så, far, har du fået smadret nogle pansere for nylig?«, griner han så.

Sønnen bor her i faderens stråtækte røde landsbyhus på Langeland. Hans storebror, Tomas, bor sammen med faderen inde i lejligheden på Frederiksberg, i en ejendom, der kaldes ’Det ny Jerusalem’, fordi der bor så mange præster. Men de to næste måneder har Johannes Møllehave tænkt sig at blive her på ’Snødebo Præstegård’ for at få fred til at skrive en roman færdig.

Huset bærer præg af, at Winnies stilsikre hånd har hjulpet med indretningen, men også af, at det er længe siden, her har været en kvinde. »Men Mikkel, du har støvsuget, hvor er det dejligt«, konstaterer Johannes Møllehave.

Mikkel Møllehave kigger skeptisk på mig. Efter de mange skriverier om hans fars aften på Angleterre havde han ikke regnet med at skulle gøre gæsteværelset klar til en journalist.

»Jeg bryder mig jo bare ikke om, at man dømmer min far. Jeg dømmer ham sgu ikke. For et par uger siden sagde han, at jeg ikke må drikke så mange øl, og dagen efter bliver han anholdt på Angleterre. Nå, men jeg kan godt blive lidt misundelig over dén der«, erklærer Mikkel Møllehave og peger på køleskabet, hvor han har sat et lille udklip fra Ekstra Bladet op:

»Nu hedder en druktur ’en Møllehave’«, står der.

Jens Kruses afbud
Både far og søn ryster på hovedet, og så slæber Mikkel Møllehave sin fars pakkenelliker op på førstesalen, mens Johannes Møllehave inspicerer gryderne på komfuret. »Næh, skal vi have ’Jens Kruses afbud’? Fantastisk«, råber han.

Retten er opkaldt efter den navnkundige litteraturhistoriker og kulturskribent Jens Kruse, som engang i 1960’erne erklærede, at han ville komme til middag hos Møllehaverne, men aldrig dukkede op.

Mens Mikkel Møllehave får tændt op i pejsen og kokkereret færdig, anbringer Johannes Møllehave mig i sofaen.

Han går hen til den bugnende bogreol, hvor der både står buster af Søren Kierkegaard og hans yndlingsdigter Sophus Claussen, og fisker forsigtig en lille pakke frem: Den indeholder en cd og dvd med titlen ’Digte til livet’ – Johannes Møllehaves yndlingsdigte, som han har indspillet sammen med den unge musiker Maiken Ingvordsen.

LÆS ANMELDELSE

»Den har solgt flere end 16.000 eksemplarer«, siger han stolt. Så sætter han sig ved siden af mig, rømmer stemmen og reciterer langsomt hele den sidste og lange mestersonet fra Inger Christensens digt ’Sommerfugledalen’.

De stiger op, planetens sommerfugle/ i Brajcinodalens middagshede luft/ op fra den underjordisk bitre hule/ som bjergbuskadset dækker med sin duft. Som blåfugl, admiral og sørgekåbe/ som påfugløje flagrer de omkring/ og foregøgler universets tåbe/ et liv der ikke dør som ingenting ...

Han tøver et øjeblik. Engang kunne han rable alle stroferne af sig i vild hast. I dag er ordene ikke væk, de er bare lidt længere væk. Johannes Møllehave fortsætter, nu uden tøven:

Hvem er det der fortryller dette møde/ med strejf af sjælefred og søde løgne/ og sommersyner af forsvundne døde?/ Mit øre svarer med sin døve ringen:/ Det er døden som med egne øjne/ ser dig an fra sommerfuglevingen.

Der bliver helt stille i stuen. Så dukker Mikkel Møllehave op i døren og kigger imponeret på sin far:

»RESPEKT«, råber han.

23.30: Snødebo Præstegård
Tallerkenerne og vinglassene er tomme, askebægrene er fyldt.

Johannes Møllehaves søster og svoger, kunstmaleren Benedikte og ejendomsmægleren Frede, er kørt hjem igen, venneparret Regitze og Keld Skov sidder i køkkenet og sludrer lavmælt, mens Mikkel Møllehave har fulgt sin far i seng.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Johannes Møllehave holdt sig som den eneste i selskabet til vand hele aftenen og fik endnu et glas vand til at skylle det batteri af hjertemedicin ned, han hver aften må sluge.

Hele selskabet, hovedpersonen inklusive, har i aftenens løb siddet omkring det lange spisebord i køkkenet og krummet sig sammen af grin over en tekst, som Møllehaves gode ven, forfatteren Niels Birger Wamberg netop har skrevet: et fingeret interview med Møllehave med ordvekslinger som: Nåede De at spise op, inden politiet kom? »Ork ja. Jeg nåede da både forretten og hovedretten, inden jeg gik over til byretten«.

Der er nok andre teologer, der er sværere at være søn af... Pastor Krarup, for eksempel.



Omkring Johannes Møllehave er der ingen fordømmelse – »han kan slippe godt fra alt«, mener Keld Skov.

»Mange har ellers haft travlt med at forsøge at skabe skandaler ud af det åbne ægteskab eller Angleterre. Men det er lige meget, hvad Johannes gør, han er urørlig. For hvad han ikke giver mennesker gennem sine ord og bøger ... Folk véd, at han har betydet noget i deres liv. Og det er dét, der holder Johannes oppe: at han er noget for nogen«.

Jeg spørger Mikkel Møllehave, hvordan det har været at være søn af en mand, som har betydet så meget for så mange.

Han tøver. »Jeg er ikke stolt af min far, jeg er glad for ham. Og der er nok andre teologer, der er sværere at være søn af«, siger han så.

»... Pastor Krarup, for eksempel«.

9.00: Snødebo Præstegård

Døden dukker op igen og igen, mens vi drikker morgenkaffe. Fordi vi taler om ’Sommerfugledalen’, om påsken og om alderdommen. Jeg spørger, om han bekymrer sig om sit eftermæle. »Nej. Men hvis mit offentlige billede bliver, at jeg egentlig er et godt menneske, så vil jeg sige: Lad være med at hykle. Vel er jeg da ikke et godt menneske«. Har du gjort dig nogle forestillinger om, hvordan du gerne vil dø? »Ja! Jeg vil gerne dø som 90-årig, ramt af en kugle i hjertet fra en jaloux 35-årig mand. Ha ha ha, den har jeg hugget fra min ven Thomas Bredsdorff«. Så bliver han alvorlig. »Hvis du spørger mig, om jeg synes, at jeg har haft et dejligt liv, så er svaret: JA. Men hvis du spørger mig, om jeg er klar til at dø, så er svaret NEJ. Jeg vil godt leve lidt mere«, råber Møllehave og klapper i hænderne. »Dan Turèll spurgte, hvad Kingo mente, da han sagde »Min sjæl, hvad vil du mere«? »MERE!«. Sådan har jeg det også: Jeg vil mere. Som et barn i Tivoli gerne vil have en tur mere i gyngerne. Men det er da, fordi man synes, at livet er godt ... Livet er godt«. Møllehave kigger på mig: »Er du sikker på, at du ikke vil blive en dag længere? Der er så meget mere, jeg gerne vil fortælle«.













Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden