Læserne husker måske de forvirrende avisreportager for 12 år siden om to millioner flygtninge, der pludselig forsvandt i Zaires jungle i kølvandet på det grusomme folkedrab i Rwanda?

Af alle steder dukker nu én af dem op i Hundsborg i Thy med en fantastisk bog. Efter syv år på flugt i Afrika kom Angelique Umugwaneza til Danmark som FN-flygtning. Gode thyboeres venlige modtagelse gav den hårdt prøvede unge kvinde et hjem. Hun studerer nu statskundskab på Århus Universitet, har lært vores sprog og valgt at skrive sin helt personlige beretning om flugten på dansk. Det skal vi være glade for. Hun har skrevet en vigtig og gribende bog. I et let flydende, ligefremt sprog (hjulpet af Peder Fuglsang) fortæller hun sin historie. Flugtens omfang er næsten ikke til at fatte. Angelique, hendes mor og søskende og tusinder andre travede på et år 3.000 kilometer gennem verdens største jungle, bærende på deres ejendele, sultne og syge, drevet frem af en altdominerende frygt for at blive dræbt af Rwandas hær.
Det skete det igen Som barn mærkede Angelique ikke meget til den skæbnesvangre etniske polarisering af befolkningen. Men den ramte også hendes fredelige familie. Pludselig var menneskelighed og gamle venskaber intet værd, frygt åd sig ind overalt og eksploderede i folkedrabet på tutsierne. Angeliques beskrivelse af hvor let fanatiske ledere kunne trævle et samfund op og gennemføre et folkedrab er et vigtigt bidrag til forståelsen af folkedrab generelt. Aldrig igen sagde verden efter jødeudryddelserne. Men alligevel skete det igen. Litteraturen om jødeudryddelsen og koncentrationslejrene er overvældende. Litteraturen om folkedrabene i Rwanda og i Zaire og den efterfølgende store afrikanske krig er så godt som ikke-eksisterende på dansk. Hutuerne flygtede ind i junglen med ’Mordere’ skrevet på panden, hvad enten de havde blod på hænderne eller ej. Resterne af hutuhæren flygtede sammen med de civile flygtninge. ’De militære’ havde våben og uindskrænket magt over flygtningene. Som beskyttere (?) drev de hutumillionerne længere og længere ind i Zaires jungle. Angelique er uklar på dette ene vigtige punkt. Det var hjælpeorganisationernes store problem. De ønskede ikke at holde liv i en hær og afbrød hjælpen selv om det gik ud over det store flertal af civile flygtninge. Angelique anklager verdenssamfundet og specielt UNHCR for at have svigtet de to millioner flygtninge i Zaire. Kun ganske få overlevede. Et ukendt millionantal døde, mens verdenssamfundet vendte ryggen til. Et svigt, som muliggjorde folkedrabet på hutuerne. Angelique går dog ikke ind i en diskussion af storpolitiken omkring Rwanda. Dette er en førstehåndberetning fra en pige, der overlevede to folkedrab, og ikke en kølig analyse.
Fuldstændig alene Heldigvis. Angeliques beretning rejser sig suverænt over de politiske og historiske omstændigheder i et gribende vidnesbyrd om vores inderste, allerinderste fællesmenneskelige kerne. Hvad er et menneske, når det kæmper for sin nøgne overlevelse fuldstændig alene midt i en forhutlet, desperat menneskemængde? Hvad gør mennesket, når det er bragt i den alleryderste nød? Denne 16-årige afrikanske pige må se sin mor bukke under, sin bror dø og efterlade sin lillebror i en fremmed landsby. Hun er forladt af sin Gud og må et efter et kappe alle blodets bånd for selv at overleve. Menneskets alleryderste nød har jeg sjældent set beskrevet med så lidt patos, med så få store ord, så nøgternt og dog så hjertegribende. Kære danskere, tag godt imod vores nye landsmandinde, og læs hendes bog. Angelique Umugwanezas beretning må få selv det mest forhærdede flygtningefjendske hjerte til at banke. Glem hutu og tutsi og Rwanda og Afrika. Angeliques beretning transcenderer totalt alle disse kasser, vi putter mennesker ned i. Det er et MENNESKE, der taler.