En drøm om en boghandel

TARPS BOGHANDEL. I Ndr. Frihavnsgade på Østerbro står der 'Bøger og papir' på facaden, og det ses også indenfor.   Foto: Morten Bjørn Jensen
TARPS BOGHANDEL. I Ndr. Frihavnsgade på Østerbro står der 'Bøger og papir' på facaden, og det ses også indenfor. Foto: Morten Bjørn Jensen
Lyt til artiklen

I Chester's Bogcafé på Christianshavn har ejeren, Anders Buhl, en mappe. Her gemmer han henvendelser fra folk, som de seneste to år er dukket op for at søge arbejde i den lille, lækre boghandel med espressobaren, dagens aviser, sæsonens bognyheder og antikvariatet inde bagved. »Jeg får en forespørgsel cirka en gang om ugen«, siger Anders Buhl. Attraktivt miljø Jo, folk vil gerne sælge bøger. Ansøgerne, ofte kvinder i 40'erne med et ikke så spændende job og en familie, hvor børnene er flyttet, vil i hvert fald gerne være en del af et miljø, hvor kendte forfattere hver uge året rundt kommer ind i Strandgade-forretningen for at læse op og føre interessante diskussioner med et bogligt interesseret publikum, der formentlig læser flere bøger end gennemsnittet. Men boghandler - sådan, gammeldags boghandler med eksamenspapirer og det hele - det er der ikke så mange, der vil være i dag. Færre elever Tager man de tørre tal, som Den Danske Boghandlerforening har næsten alt for present, er antallet af boghandlerelever styrtdykket de seneste år. »For ti år siden blev der uddannet 130-140 boghandlere om året. I dag, hvor det hedder salgsassistent med speciale i boghandel, uddanner vi omkring 50 om året«, fortæller direktør i Boghandlerforeningen, Olaf Winsløw. »Det er en udvikling, vi er noget kede af, og for mange butiksindehavere vælger eleverne fra. Vi kan se, at butikker, hvor man har en aktiv personalepolitik, godt kan skaffe elever, men der er en tilbageholdenhed i branchen, en vis konservatisme, og vi siger også til medlemmerne, at de skal passe på, at man sikrer fagligheden i butikkerne«, siger Olaf Winsløw. Boghandlerne har, siger han, sværere ved at rekruttere elever end andre dele af detailbranchen, og det kan efter hans mening hænge sammen med, at karrieremulighederne kan se mindre gunstige ud, fordi de som uddannede meget groft sagt skal vente på, at en butiksindehaver går på pension eller dør, før de eksempelvis kan blive selvstændige. »Man kan måske komme hurtigere komme op i systemet, hvis man arbejder i Coop eller Dansk Supermarked«, siger Olaf Winsløw. Ser boghandlerbranchen som et kald Dén forklaring tror Ib Schierbeck ikke så meget på. Han er butikschef i Chester's Bogcafé, og han har været i dansk boghandel siden 1959. Ib Schierbeck mener, der måske endda nu synes at være karrieremuligheder som ledere eller mellemledere, fordi kapitalkæder som Arnold Busck, Gad og Bog & Ide får stadig større betydning i dansk boghandel. Sikkert er det imidlertid, at der stadig er mange, som gerne vil overtage en boghandel. Siden 1980 er antallet af boglader gået ned fra 570 til i dag cirka 425, og antallet er for tiden ret stabilt. »Indimellem kan man undres over butikker, der bliver solgt og efterfølgende blomstrer op, fordi de har fået nye ejere, som har et stort engagement«. »Men der er faktisk pæn interesse for at overtage butikker, og nogen ser det nærmest som et kald. Det kan være folk, som er uddannet som lærere eller bibliotekarer«, siger Olaf Winsløw fra Boghandlerforeningen. Bøger og kaffe Ude i Chester's Bogcafé er butikschefen Ib Schierbeck boghandleruddannet, men faktisk var det slet ikke ham, der fik ideen til butikken, der ligger i kælderen under Strandgade 29. Meget betegnende kom ideen fra Anders Buhl, som er i midten af 30'erne, uddannet cand.merc. med en fortid i it-branchen, hvor han f.eks. har arbejdet med konvertering af trykte bøger til e-bøger. Da han for et par år siden kvittede sit job som direktør i et mindre firma, sagde hans kone til ham, at nu var det tid til at realisere de planer, han havde talt om så længe. At starte en form for coffee shop med tilhørende antikvariat. Og mens han var ved at arbejde med konceptet for sin forretning, hørte han, at Ib Schierbeck var en af dem, der vidste mest om butikker, hvor man kunne bladre i bøgerne, se dagens aviser og få en kop kaffe samtidig. Ib Schierbeck har bl.a. erfaring fra den store bogcafé hos Paludan Bøger i Fiolstræde i København, hvor man var blandt de første til at bringe forfattere, læsere og bøger ind i et fælles, afslappet cafémiljø. »Normalt siger man, at der er tre ting, der er vigtige i detailhandel. Det er beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Det er en frase, men nok også rigtigt. Derfor var jeg betænkelig ved en butik i et kælderlokale i en sidegade i en bygning, der er så gammel, at man nærmest ikke må skilte«. »Men i dag synes jeg, at vi er ved at vende ulempen til at være en fordel. Vi er et sted, hvor kunderne kan få ro. De kan sidde og læse i bøgerne, kigge i avisen og få en kop kaffe, og vores erfaring er, at de tit bliver her i en times tid. Nogle gange kan man se, at folk har dankortet oppe tre-fire gange, mens de er her«, siger Ib Schierbeck. Vigtigt at have nye bøger Der er også adskillige muligheder for at gå på opdagelse. Der er en bogcafe til børnene, en espressobar med kaffe og brød, en afdeling med nye bøger, en afdeling med nedsatte bøger og et lille antikvariat. Man kan få kaffe og bøger. Chester's Bogcafé er efter to år på Christianshavn stille og roligt ved at opbygge et kernepublikum, der ikke alene køber bøger, men også kommer til mange af de ugentlige forfatterarrangementer. »Vi oplever også, at folk tager deres venner med herned, fordi de skal se 'deres' boghandel«, siger Ib Schierbeck ikke uden en vis tilfredshed. Det var også ham, der fortalte Anders Buhl, at de simpelthen var nødt til at have en butik, der også kunne tilbyde de nye bøger. »Egentlig havde jeg tænkt, vi kun skulle have café og antikvariat, men i dag kan jeg se, at det er de nye bøger, der trækker kunderne til, og det er dem, der gør, at vi har en dialog med kunderne«, siger Anders Buhl. Giver det tre år Dialogen og forfattermøderne kaster også et salg af sig. Forleden havde Chester's besøg af Märta Tikkanen, og det trak 50 gæster og et salg på 16 eksemplarer af hendes nye bog 'To'. »De fleste kommer jo som par, så det vil faktisk sige, at vi får solgt bøger til to tredjedele af tilhørerne. Ofte kan vi også se, at der i tiden efter besøget er et stort eftersalg af forfatterens bøger«, siger Ib Schierbeck. Chester's Bogcafé åbnede i sommeren 2003, og der har været 150 forfattere på besøg. Fra nye eller mindre kendte navne som Ditte Steensballe eller Niels-Ole Rasmussen til Poul Nyrup Rasmussen, Hans Blix og Johannes Møllehave og Benny Andersen. Til sidstnævnte arrangement var man nødt til at rykke ind i den nærliggende Christians Kirke for at få plads til de 525 tilhørere. Med kernekunder, forfatterbesøg og høj profil kunne det lyde som en drønende forretning for Anders Buhl, men sådan ser det ikke helt ud. Endnu da. »Vi tror og håber på, vi kan få forretningen til at løbe rundt ved en omsætning på 2,5 mio. kr., og det får vi i år. Jeg giver det tre år, til og med 2006, og hvad der skal ske derefter, ved jeg ikke endnu«, siger Anders Buhl. Produktudviklende og innovative Under alle omstændigheder regner han med, at butikken fortsætter. Spørgsmålet er kun, hvor store personaleomkostninger omsætningen kan bære. En usikkerhedsfaktor er, hvordan det danske bogmarked udvikler sig. Om der eksempelvis bliver frie priser. På Anders Buhl kan man forstå, det vil være noget nær en katastrofe og kun til gavn for dem, der overlever en hård priskonkurrence på de mest populære bøger, hvilket formentlig er de store kædebutikker. »Så vidt jeg kan se, vil det konsolidere markedet og rydde op i antallet af små butikker. Små boghandler i provinsen og i København vil vel forsvinde«, siger Anders Buhl. Selv tror han på, Chester's vil overleve, og butikken har allerede været ude i forsøg, hvor det er lykkedes dem at sælge bestsellere til langt højere priser end hos de store kæder. Da Leif Davidsens roman 'Fjenden i spejlet' udkom, kørte de store kæder priskrig på bogen, der blev solgt til 189 eller 199 kr. Chester's solgte den til 299 kr. Til gengæld gav man kunderne seks kaffekuponer a 25 kr., som de kunne indløse i cafeen ved senere besøg. Butikken fik en god pris og kunderne fik en rabat gennem kuponer, der ville sende dem direkte tilbage til butikken. »Vi skal være produktudviklende og innovative for at klare os«, siger Anders Buhl, der allerede har planer om bl.a. en netportal for e-bøger, et antikvariat på nettet og et sted på nettet, hvor kunderne både kan bestille og læse smagsprøver på danske og udenlandske bøger. Bøger og papir Helt så avancerede er de ikke hos Tarp i Ndr. Frihavnsgade på Østerbro i den anden ende af København. Det er dogmeudgaven af en boghandel, der ligger i den gamle handelsgade. Hér er det ikke kaffen, der er supplementsartiklen i boghandlen. Det er papir, blyanter, lommeregnere, gavepapir, ringbind og alt muligt andet. Hele familien Tarp er engageret i den lille, huleagtige forretning, hvor der på facaden står 'Bøger og Papir' på store, gamle skilte. Bøgerne er presset helt op mod endevæggen i den ene side, men de er der. For bøgerne skal være der. »For godt og vel 30 år siden var der 16 boglader på Østerbro. Nu er der jo snart kun os«, siger Mogens Tarp. Det passer ikke helt, for der ér andre steder, men de svinder i antal. Og hos Tarp kan de mærke, når der lukker en butik i en af bydelene, der støder op til Østerbro. Så kommer der nye kunder, der lægger lidt oven i den bogomsætning, ejerne ikke engang selv har helt styr på. »En million. Måske to millioner kr.. Det bliver jo til en del«, siger Mogens Tarp. Men han ved det ikke. De lægger bogomsætningen sammen med salget af kontorartikler, papir m.m. De synes selv, det går helt godt, og selv om titeludvalget ved første øjekast ser begrænset ud, er sandheden faktisk, at andelen af bøger er voksende. »De seneste år har vi gjort mere og mere ud af bøgerne«, siger Lis Tarp. Hun er 62 og står i boghandelen hver dag. Ikke mindst børnebøgerne gør de meget ud af. Hele det ene vindue er fyldt op af dem, og klassikerne til børn indrammer også vinduet med voksenbøger. Det er bøger, der er populære hos den brede læser, og sådan skal det være hos Tarp. I vinduet finder man Morten Ramslands 'Hundehoved', Sara Blædels seneste krimi og den nye Harry Potter på engelsk. For meget arbejde Tarp har en klar ide om, hvorfor det i dag kan være svært at lokke unge mennesker til at stå i boghandel. De vil ikke arbejde så mange timer, som det kræves, og da slet ikke om lørdagen. Og så er der det med ferien ... »Indtil for nylig holdt vi aldrig ferie, men nu holder vi ferie på skift«, siger Lis Tarp. Hendes mand siger, at det der med ferie overhovedet ikke går, når man har en boghandel. En bager kan lukke forretningen i en periode, mener han, men hvis man har en boghandel, nytter det ikke noget, hvis folk kommer og rusker i en låst dør. Men lukker boghandelen så, når de selv holder op om ikke så mange år? Nej, faktisk har sønnen René formelt overtaget forretningen, og han er boghandleruddannet som sine forældre. »Det går heller ikke, at der ikke skulle være bøger i forretningen. Der har jo været boghandel her siden 1936«, siger Mogens Tarp. Langt fra drøm til realisering Det kan de ikke prale af hos Chester's. De har to år på bagen. Til gengæld har Anders Buhl planer om at oprette tilsvarende bogcaféer andre steder, hvis forsøget lykkes i Strandgade. »Når folk ser, vi går rundt i vores polotrøjer med Chester-logoer på, spørger de, om det er en kæde. Så svarer jeg: Ja, det her er den første i en kæde«, siger han. Rygtet om den hyggelige bogcafé har spredt sig vidt omkring. Ikke så sjældent dukker der folk op, som vil høre, hvordan de skal bære sig ad med at lave noget tilsvarende et sted ude i provinsen. På et tidspunkt brugte Anders Buhl og Ib Schierbeck faktisk en del tid på at tale med ildsjælene. Det har de skåret noget ned på, for de ved af erfaring, hvor langt der er fra drøm til realisering. Og hvad det koster af tid, penge og grublerier. Derfor er de i dag gået over til at give folk et skema med spørgsmål og emner, de skal overveje, før de går i gang. Og som de i hvert fald skal have afklaret for sig selv, før Buhl og Schierbeck vil bruge tid på at tale med dem. »For det meste betyder det, at vi ikke hører mere til dem«, siger Ib Schierbeck.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her