På forsiden af det 14 sider lange dokument står ordene »’Solguden’ af Henrik Ibsen« skrevet med sort blæk. Navnet på den store norske dramatiker tilter en smule mod venstre, det store I slår sin taktfulde krølle, og for det uprøvede øje ser det gulnede dokument ægte bedaget ud. »Havde det været sandt, at der fandtes et nyt manuskript af Ibsen, som hed ’Solguden’, havde det været en sensation«, siger forsker Astrid Sæther fra Center for Ibsenstudier ved Oslo Universitet. »En million kroner«, havde den nu 41-årige nordmand, tv-skuespilleren Geir Ove Kvalheim, skrevet i sin notesbog i 2006 som det beløb, han forventede, at manuskriptet ville indbringe ham. Samtidig havde han noteret navnet på det velestimerede Cappelens Antikvariat i Oslo, som han allerede var i kontakt med omkring handlen. Flere hundrede tusinde kroner havde Geir Ove Kvalheim indtil da tjent på salg af en række dokumenter, som blandt andet Nasjonalbiblioteket i Oslo havde købt. De ejede således nu fem påståede Hamsun-dokumenter til i alt 195.000 norske kroner, deriblandt en lommealmanak med et udkast til et brev, hvor Hamsun over for Adolf Hitler undskylder et stormfuldt møde mellem de to i juli 1943. Forskere narret Men forsøget på at sælge 'Solguden' skulle vise sig at være fatalt for Geir Ove Kvalheim. For antikvar Jørgen Cappelen fattede mistanke: Underskriften virkede forkert. Og sammen med en række norske antikvariater og Norges nationalbibliotek begyndte en efterforskning, der blev til en politisag i 2008. Notesbogen indgår nu som bevismateriale i en af de største bedragerisager i nyere norsk kulturhistorie ved Byretten i Oslo. Heri kan man også se, hvordan den tiltalte, der nægter sig skyldig i alle anklager, i sin notesbog øver sig i at perfektionere andres underskrifter.
I alt 24 dokumenter står listet i anklageskriftet som mulige forfalskninger, og anklagerne lyder på både dokumentfalsk, groft bedrageri samt forsøg på groft bedrageri og kan give op til seks års fængsel. Fra Nasjonalbiblioteket, der således nåede at erhverve et større antal forfalskede dokumenter til håndskriftssamlingen, er der indkaldt flere vidner. Her kommenterer man ikke sagen, mens den verserer, lyder beskeden til Politiken. Men Hamsun- og Ibsen-forskeren Astrid Sæther fra Oslo Universitet forklarer gerne, hvad sagen betyder for norsk litteraturforskning. »Når et nationalbibliotek optager disse dokumenter i deres samling, ligger der deri et kvalitetsstempel og en garanti for, at de er gyldige og dermed en mulig genstand for forskning. Falsknerierne har vildledt forskerne, og man føler sig bedraget. Men når specialbibliotekarerne og skrifteksperterne på Nasjonalbiblioteket er blevet narret, er det, fordi der er tale om virkelig udspekuleret og grundigt håndværk«. Fik det af tysk SS-veteran »Jeg kan ikke huske, hvor jeg har det fra«, har et typisk svar fra Geir Ove Kvalheim været i ugens løb, når han er blevet spurgt, hvor han havde de forfalskede dokumenter fra. Det har journalist Jan Gunnar Furuly rapporteret for Aftenposten, der ved retssagens start var et af de få norske medier til stede. Sagen har været beskrevet i udenlandske medier som amerikanske New York Times og engelske The Observer, men stod i begyndelsen af ugen nødvendigvis i skyggen af Breivik-sagen, som begyndte samtidig i Norge, forklarer journalisten. Den tiltalte Geir Ove Kvalheim, der selv kalder sig instruktør, dramatiker og skuespiller, er ikke kendt i hjemlandet, men har spillet med i enkelte norske tv-produktioner. »Hans speciale var at samle på gamle krigseffekter, militaria fra Anden Verdenskrig, medaljer og uniformer. Men han er ikke specialist i Hamsun eller Ibsen«, siger Jan Gunnar Furuly.
