I journalistparret Bob Woodward og Carl Bernsteins Watergatebog ’All the President’s Men’ og i filmen af samme navn mødes den mytiske kilde Deep Throat altid med Bob Woodward i en parkeringskælder. Forud for møderne har Woodward og Deep Throat på hemmeligste vis signaleret til hinanden – blandt andet ved at Woodward har flyttet rundt på en potteplante med et rødt flag på sin altan. Scener og detaljer, som er blevet mejslet ind i historien som sande. Men nu bliver der sået tvivl om, hvorvidt det nu også fandt sted på præcis den måde. Og den nu 69-årige Bob Woodward er rasende. Så rasende, at han kalder budbringerens journalistik for »nixonsk«. Det er den tidligere chefredaktør for Washington Post, 90-årige Ben Bradlee, der pludselig – og utilsigtet – har medvirket til, at USA’s mest kendte journalist er blevet vred. I en ny bog, ’Yours In Truth – A Personal Portrait of Ben Bradlee’, der er udkommet på forlaget Random House, citerer bogens forfatter Jeff Himmelman fra et gammelt, upubliceret interview fra 1990, hvor Bradlee lufter en lille tvivl.
Var der overhovedet noget med en potteplante? Og mødtes de nu i en parkeringskælder? Og gjorde de det 1 gang eller 50 gange?







