Peter Seeberg har skrevet dansk litteraturs vistnok korteste novelle.
Den er på bare atten ord og lyder sådan: »Det øjeblik, da modtageren slår en høj latter op, og du opdager, at din gave er en bestikkelse«. Her er alt, hvad der skal være i en fuldstændig regelret, klassisk novelle. To parter med hver sin interesse, en handling, der knytter dem sammen, gaveoverrækkelsen, og et ’vendepunkt’, fremkaldt af den enes uventede latter, som får den anden til at opdage et motiv hos sig selv, han ikke vidste, han havde. Det er selvfølgelig ekstremt. Men dér kunne Peter Seeberg lide at opholde sig, i yderkanterne. Han levede af at afsøge dem. Han holdt sig ikke altid så omhyggeligt til novellegenrens klassiske regler som i øjebliksbilledet her. Han skrev aforismer og erindringer og fabler og eventyr og både realistisk og fantastisk prosa, alt muligt. Det fælles for teksterne i de ’Samlede noveller’ er ikke, at de er noveller, men at de er korte. Direkte sprog Og så at de er præcise. Peter Seeberg famler sig aldrig frem, han arbejder ikke på at indkredse en stemning fra mange sider eller fremmane sindstilstande med blomstrende billeder. Sproget er skrabet og direkte, metaforerne få. Han er nøjagtighedens mester. En født klassiker, der tilmed begyndte sit forfatterskab med en klassiker, ’Spionen’, der derfor også indleder det tykke bind. ’SPIONEN’, som den 29-årige Seeberg lod trykke i 1954, er en mesternovelle om at være udenfor, fortalt af en mand, der iagttager en cykelklub på afstand, følger i hælene på dens medlemmer, men aldrig kan blive en af dem, lige meget hvor meget han hjuler af sted, for han er dømt til at iagttage. På én gang en tidløs udgave af kunstneren, der beskriver i stedet for at gribe ind, og et portræt af et rigtigt 1950’er-fænomen, bipersonen, den ensomme eksistentialist på livets sidespor. Folk, der som gavegiveren i ’Øjeblikke’ ikke kan gennemskue deres egne motiver, er et af Seebergs specialer. Han beherskede en prosa, der gennemlyser, hvad de ikke fatter, så læseren indser det.
