Hos Taleban
Ungdomsbog
Her er historien om Thor fra Skive. Han har ikke rigtig flyttet sig, skønt han er blevet 21 år. Men hans ladhed har dog holdt straffeattesten ren. Så nu er han i Afghanistan. For hvor skulle han ellers være? Sådan er udgangspunktet for Sanne Søndergaards både bevægende og frastødende roman ’Hell Man’. Hun har selv været derude og opføre standup. Fire gange! Og hun er blevet betaget af det militære sprog. Sætninger lyder indimellem, som bliver de affyret fra en maskinpistol. Meget detaljeret beskriver Sanne Søndergaard livet i lejren. Ud over en fascination af den militære jargon har hun også et åbent øre for soldaternes interne sprog, der emmer af fisse og overfriskhed for at dulme angsten. Der er kloge portrætter af flere af krigerne. Sanne Søndergaard kender sine drenge, hun vejer fordele og ulemper ved at blive et helt menneske ad denne (om)vej. ’Hell Man’ er blottet for banale politiske iagttagelser. Det er en rapport fra gulvet. Det er fuld af sand. Kommer Thor hjem igen? Og hvordan? Bliver han klogere? Svaret blæser i ørkenvinden.





