Der var engang, da franske intellektuelle røg i totterne på hinanden for et godt ord, og kunstnere skabte værker, som øjeblikkelig fik betegnelserne skandaløse, samfundsomvæltende eller nyskabende. Det var ikke tilfældet i 2012. Kun et enkelt værk fik for alvor sindene i kog.
Det drejer sig om forlæggeren og forfatteren Richard Millets ’Eloge littéraire À Anders Breivik’ (En litterær hyldest til Anders Breivik). Helt i Breiviks ånd betegner Richard Millet den norske massemorder som en klartskuende sjæl, som tager den yderste konsekvens af sin modstand mod indvandring, integration af indvandrere og deres – ifølge Richard Millet – undergravning af gamle, vestlige kultursamfund som Frankrig og Norge.





