Vi har mistet noget dyrebart, og svenske Katarina Frostenson ved, hvad det er – og også, hvordan vi finder det igen. Sådan kan man i hvert fald føle det efter at have læst de indtrængende digte i ’Flodtid’, som er båret af en lavmælt, sine steder fortvivlet kritik af livet i den moderne verden.
Fra sprogets langsomme udtynding, over tingsliggørelsen af det menneskelige, til floder, der er røde af gift: »Svært at tænke/ men du ser at det er/ vand gennemtrængt af anden væske, der er rød/ Det burde være forbudt/ er ordene der kommer/ at dræbe en flod«. Men der er også håbefuldhed i disse digte. Af den slags, som vokser ud af hverdagen og kan formuleres med små ord. Heler og lindrer Den flertydige titel peger mod forskellige former for menneskeskabt ’højvande’. Mod betydninger som ’overflod’ og ’oversvømmelse’, men kan også læses bogstaveligt, for digtkredsen er fuld af strømmende vand fra floder som Nilen, Tigris og lille Gävla Å, der bliver »grøn som ir«. Når Frostensons poetiske kampkraft opleves så anfægtende, har det at gøre med de registre, hendes poesi spænder over. Man er i selskab med et skarpt intellekt, som blander stærke samtidsbilleder med prægnante udtryk for det personligt sansede og erfarede. Der udgår en dyb eksistentiel visdom fra disse digte. I flere af digtene, som kunne være skrevet af (men også til) en, der ligger i mørket tynget af dystre tanker, er der en tone af psykoterapi: »Tag det der kommer/ vær virkelig i det og det bliver virkelighed et øjeblik«. Lidt senere i samme digt: »Intet særligt sker, og der er det bedste af alt: enkelthed« og sluttelig: »så så så/ små ord / som kom da / stå her/ træk vejret«.
