Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Bøger

Kompromisløs roman er ikke for vegetarer

Med pulsen dunkende i sproget skriver Iben Mondrup kødet frem af ordet og kroppen.

Bøger

Det hele starter så idyllisk.

Justine har lånt et hus for sommeren i Nuuk og sidder i vinduet og betragter fjordens skiftende flade – »blankt, krapt, spejl, gråt« – som hvalens halvmåne snart vil gennemskære. Men bag hende, i det lille hus, er der noget rod. Sygeplejersken, som ejer huset, har hverken ryddet spisebordet eller skiftet sit småblomstrede, nussede sengetøj.

At blive rodet ind i andre menneskers rod og efterladenskaber, halvt frivilligt, halvt ufrivilligt, det lader til at blive Justines skæbne dén sommer. Og at drages mod kødet.

Kulinarisk kropslighed Kødets æstetik stråler mod os allerede fra bogens omslag, Mondrups foto af et stykke mørkt og træagtigt kød, med en hvid og marvfyldt knoglering, der både kunne kaldes fedtglinsende og perlemorsskinnende, på én gang ulækker og smuk.

Justine køber hvalkød i markedshallen og fotograferer det, skærer det i stykker, placerer det på sin egen nøgne hud, fører det ned mellem lårene, »hvor det vil røre, røre, slikke og røre«.

Det er ikke en vegetarbog, det her, det er en udforskning af kødets nydelse, også i kulinarisk variant: »Den dybrøde vin trækker spyttet ud af kirtlerne og styrer det ned i halsens tragt sammen med hvalkødet, som er fast og saftigt. Hele vejen igennem biddenes forskellige faser er der smagen af salt og kraft, mavesækken gurgler tilfreds«.

De smukkeste grønlandske natursyn er strøet med kadavere af flåede sæler. I en lejlighed i en forladt boligblok ligger hovedet af et dyr og gærer. Mod alt dette kød drages Justine, ligesom hun drages mod det sorteste mørke mellem den smukke nøgne mands balder på fotografierne, som hun finder i sygeplejerskens skab.

Med en ret vild energi i sprog og billeder skriver Mondrup Justines krop frem og tæt på det kød og de kroppe, som hun både vil og ikke vil komme tæt på.

Kroppen breder sig
Trods sine forsøg på at undvige dem får Justine en slags venskab med det danske par Mette og Jesper, og også her kommer efterladenskaber til at spille en rolle: et aborteret foster, en lort.

På en bådtur i starten hviler Mettes krop mod Justines, både behageligt og ubehageligt, og Mettes krop kommer til at brede sig i bogen, stor og hvid som dej, som en isbjørn, eller, ganske Moby Dick-agtigt, som en hval.

Måske er Mette også gennem mere end sit forbogstav beslægtet med det fjeld, som har lagt titel til bogen og bliver en vigtig tinde, også plotmæssigt: Store Malene.

Alle mandlige personer deler til gengæld forbogstav med Justine: Jesper, Jakob, Joorut. I en syret scene blandes grønlandsk sagn med deleuziansk dyreblivelse i Justine-kroppens opsvulmende transformation – til Mette, til hvid hval, til isbjørn?

På bevidsthedens grænse
Også Justines navn, som bæres videre fra Mondrups stærke debutroman ’En to tre – Justine’, kan læses som en blanding af fransk filosofi og grønlandsk tradition – det er et almindeligt navn i Grønland, og det er navnet på en af Marquis de Sades heltinder, der som Mondrups Justine erfarer slægtskabet mellem sex og død.

Der er masser af bevægelse og ydre handling i romanen, men samtidig er vi på grænsen mellem drøm og vågen, mellem realitet og fantasi.

Justine tilbringer flere nætter i den forladte lejlighed, hvor dyrehovedet gærer i vasken, og spøgelsesagtige gæster lister omkring, måske virkelige, måske Justines drømmesyner.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At vi befinder os på bevidsthedens grænse, slår fortælleteknisk igennem, når Justines synsvinkel-bærende bevidsthed kan ’glemme’ den tankerække, som fortællingens præsens just har formidlet til læseren: »Hun kan ikke genkalde sig tankerækken der ledte hen til lorten«.

Kompromisløse undersøgelser

I en pulserende prosa, hvor nøgtern registrering veksler med fint doserede metaforer, formår Mondrup at skrive os ind i den bevidsthedszone, hvor seksualitet hænger sammen med det at være dødeligt kød, og hvor kroppens dele kan indgå i flydende omskifteligheder med omverdenen og med hinanden.

En lort kan være en indre anal penis, en lejlighed kan være et gat, som kroppen kan trænge ind i og udstødes af, røret fra fly til gate kan være en tarm. Når det bliver fængslende, er det, fordi det bæres af en sproglig energi og vilje til undersøgelse, der ligger langt fra programmatisk freudianisme eller grænseoverskridelsens provogestus.

Med sin undersøgelse af mennesket som en bevidsthed, der bæres af kroppen som udkrænget, udkrængende, indkrængende kød, leverer Mondrup sit eget stærke og originale bidrag til den aktuelle danske litteraturs påfaldende interesse for kroppens udgydelser (Bjørn Rasmussen, Harald Voetmann, Kim Leine, Kamilla Hega Holst m.fl.).

Med en kompromisløshed, der er blottet for manerer, forsker hun litterært i kødets mægtige tiltrækkende og frastødende kraft.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce