En ung finsk kvinde tager den transsibiriske jernbane fra Moskva til Mongoliet. Det lyder konventionelt og forkælet, men denne unge kvinde – som gennem hele bogen kaldes 'pigen' – har takket være sin fars kommunistiske sympatier tilbragt nogle år som studerende i Moskva.
Hun har levet sammen med en russisk kvinde, dennes far og søn, og hun forlader byen efter nogle følelsesmæssige rystelser, som vi kun efterhånden får indblik i. Hendes rejse er altså nærmest en flugt og et forsøg på at blive »klar til at tage imod sit liv, dets lykke og ulykke«, som der står i bogens næstsidste sætning.
Den sidste lyder: »Hun var parat til at vende tilbage til Moskva! Til Moskva«. Det er, hvad enten man vil det eller ej, et citat fra Tjekhovs 'Tre søstre'. Og der er rigtig mange skjulte og åbne små citater og påvirkninger fra den russiske litteratur i Rosa Liksoms lille, barsk lyriske rejseskildring 'Kupé nr. 6', som allerede har fået Finlandiaprisen og er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Den er fint oversat til dansk.
Sceniske beskrivelser Pigens rejsefælle, konsekvent kaldet ’manden’, er en grov, voldelig og samtidig følsom, fordrukken russer, som figur stærkt påvirket af Venedikt Jerofejevs nyklassiker 'Moskva-Petusjki'.
Var man ondskabsfuld, kunne man påstå, at Liksom (født 1958) lukrerer på sine læseres begrænsede kendskab til russisk litteratur og således kan stjæle med arme og ben.
Men det virker nok ikke i samme grad over for finske læsere, og 'tyveriet' foretages så talentfuldt, at man tilgiver hende. Desuden virker ’manden’ i passager så selvoplevet, at han undslipper klicheen og bliver tankevækkende.
Også selv om Liksom tydeligvis bruger ham som talerør for meget af den viden om Rusland, hun finder det nødvendigt at bibringe læseren. Det er dog i de præcise og originale sceniske beskrivelser, bogen gør mest indtryk.
Allerede da 'pigen' ser 'manden' med hans familie på perronen i Moskva, frygter hun, at det er ham, hun skal dele kupé med. Og det er det selvfølgelig. Dynamikken i den lange rejse ligger til dels i udviklingen i det umage pars relation undervejs – uden at vi dog er ude i amerikansk B-film eller Hepburn-Bogart i 'Queen of Africa'.
Og jeg tør godt røbe, at det hverken ender med sex eller venskab, selv om manden er meget direkte i sine forslag. Vold er mere nærliggende.
En værdig kandidat
Pigen finder sig dog ikke i noget; hun er heller ikke helt almindelig. Hun tager på sine egne udflugter i de trøstesløse byer, toget holder i på den flere uger lange rejse.
Alene eller sammen med ’manden’, hvis nærvær virker dulmende på hende, jo mere grimhed, uhyrlighed og retsløshed hun oplever.
Konventionel og politisk korrekt er hun bestemt ikke, men under en biltur kommer et af hans sædvanlige sexistiske, racistiske, Stalin-hyldende udsagn, hvorefter »Stilheden reducerede bilen til en lille klump«.
Men det meste af tiden tilbringes i den beklumrede kupé: »Toget dykker ind i naturen, dunker gennem det snedækkede, øde landskab. Alt er i bevægelse: sneen, vandet, luften, træerne, skyerne, vinden, byerne, flækkerne, menneskene og tankerne«. Og med 'Kupé nr. 6' sætter Liksom tankerne i gang hos læseren, hvilket i sig selv er en bedrift.
At bogen så har lovlig mange (bevares, originale) solnedgangsbeskrivelser og lidt uformidlede overgange mellem reportagelignende beretning og stærk, subjektiv skildring af en usædvanlig ung kvindes krise, skal ikke skygge for, at dette er en værdig kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris.
