Bjørn Bredal udgav i 2011 en veloplagt samling essays, ’Undskyld mit franske’, med bearbejdede udgaver af de artikler og anmeldelser han i de seneste år har bragt om Frankrig, den efterhånden noget pjuskede galliske hane som er mere overbevist om sine egne fortræffeligheder, end omverdenen er.
Den følges nu op af den foreliggende samling om den franske nationalkarakters måder at manifestere sig på, blandt andet med Tour de France, hvor Bredal hver dag under løbet fortalte Politikens læsere, at der også findes et andet Frankrig og andre franskmænd end dem, der står opmarcheret langs ruten og opfører sig som de tosser, de i grunden er.





