Anders var i stalden, så han stod i stalddøren og svarede på mit spørgsmål.

Han svarede flot og udførligt. Selvfølgelig havde han ondt i foden og benet, for det havde han altid, men han var mest optaget af alle de mennesker, der kom og besøgte dem, hvilket han tydeligvis var glad for. Bagefter skulle vi snakke med Julius, der sad oppe i stuen. Anders sagde, at vi skulle skynde os, fordi de skulle hente græs i marken, og Julius skulle altså hjælpe, fordi han var den eneste, der kunne køre den gamle traktor, når græsset skulle slås. Den havde det med at sætte sig fast i gearene. Julius sad i en gammel lænestol og så træt ud. Da jeg spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han med sprukken stemme, at »Det er jo træls, for jeg kan ingenting mere og sidder bare og kommer næsten ikke ud, og kan du ikke forstå, at det er træls?«. Kameraet kørte, og Julius snakkede som så mange gange før. Han var fabelagtig god. Hans krop, hans ansigt, hans øjne, hans stemme – alting fortalte, at Julius var ved at være færdig, at han var slidt op, at livet var blevet træls. Men vi skulle skynde os. Anders råbte ude fra køkkenet, at nu skulle de altså ud og hente græs, og Julius sukkede, for han orkede ikke.