Seks ud af 10 danske abonnenter på e-bøger er kvinder. I begyndelsen af juli lancerede selskabet Mofibo en ny måde at købe e-bøger på, nemlig et abonnement, som giver adgang til frit at downloade og læse fra et katalog af titler.
Nu har selskabet gjort op, hvem deres kunder er, hvilke læsevaner de havde før, og hvordan abonnementet har ændret læsningen. Af konkurrencehensyn vil selskabet ikke røbe antallet af kunder, men ifølge stifteren, Morten Strunge, er det »flere end forventet«. Mest overrasket er han dog over, at så mange kvinder vil læse på tablet og telefon.





