Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ny bog sætter fokus på det armenske folkedrab

Ingen betalte så dyrt som armenierne for det osmanniske riges opløsning.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis nogen var i tvivl: Ja, der var et folkedrab på armeniere.

Hen ved halvanden million mennesker blev myrdet, mænd, kvinder, børn, skudt, stukket med knive, druknet, slagtet. Det er hundrede år siden, bærende for armensk politisk identitet – ville være mærkeligt andet – og det gør endnu så ondt i den tyrkiske folkesjæl, at tyrkiske myndigheder gerne benægter, at Tyrkiet har noget med folkedrabet at gøre.

Det sidste er både forkert og alligevel rigtigt på én gang. Matthias Bjørnlund, dansk historiker, gør med imponerende detaljerigdom rede for folkemordet og dets politiske samtid, så man må undre sig over, at nogen vover at slå det hen eller ligefrem at kalde det en løgn.

LÆS OGSÅ

På den anden side hører folkemordet hjemme under det Osmanniske Riges sidste turbulente år, ikke under den moderne tyrkiske republik.

Matthias Bjørnlund sondrer i sin iver efter at stikke en kniv i tyrkisk selvforståelse ikke klart mellem de to riger, heller ikke overbevisende mellem formelt politisk ansvar på den ene side og konkret ansvar for myrderierne på den anden.

Sultanens rolle
Om den daværende enevældige sultans rolle i massakrerne noterer han, at det var »svært at få direkte, håndgribelige beviser« på, at sultanen havde givet utvetydig ordre om en systematisk udryddelseskampagne.

Men samtidige vestlige iagttagere i Osmannerriget var ifølge Bjørnlund ikke i tvivl om, at sultanen ikke bare undlod at gribe ind – han havde også et direkte ansvar for myrderierne.

Samtidig finder Bjørnlund uigendrivelige beviser på, at ungtyrkiske officerer og ideologer – altså de senere arvtagere til sultanen – udmøntede og fuldførte folkedrabet i en grad, så det moderne Tyrkiet efter hans mening ligefrem har sit fundament i masseudryddelsen af armeniere.

Javel, de morderiske kampagner gav givetvis de daværende officerer og politikere et ansvar. Men kun med inddragelse af arvesynd som et nutidigt politisk vægtlod er det – seks generationer senere – muligt at gøre det ny Tyrkiet ansvarligt.

Ung- tyrkiske ideologer var tidligt opsat på at 'rense' deres land for minoriteter

Det skrumpende osmanniske imperium var ikke et rart sted at opholde sig i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og slet ikke for et mindretal.

Sultanatet kæmpede for sin overlevelse, udefra klemt mellem Rusland og europæiske magter, indefra af krav om politiske reformer og af svært forenelige minoriteter, som tyrkere – også en minoritet i forhold til den samlede befolkning – hyppigt opfattede som forhindringer for deres egne nationale drømme.

Frem mod 1900 var der »ikke mange i Europas regeringer, der for alvor ønskede at sætte noget på spil for armenierne. I stedet begyndte den osmanniske regering og mange menige muslimer, ydmyget af kapitulationer og Vestens indblanding, at anse alle armeniere, rige som fattige, for at være utaknemmelige agenter for fremmede magter«.

Sultanatet var ikke ueffent til at sætte især kurdere og armeniere op imod hinanden. Og ungtyrkiske ideologer var tidligt opsat på at ’rense’ deres land for minoriteter, som ikke kunne forventes at være loyale over for den kommende ungtyrkiske stat.

Voldsomme omkostninger

Folkemordet faldt i flere etaper, de første midt i 1890’erne, ikke sjældent med kurdiske bødler, de mest omfattende under Første Verdenskrig og de sidste op til det moderne Tyrkiets etablering.

Ifølge Johannes Østrup, dansk erhvervsmand og orientalist, skal den osmanniske indenrigsminister Mehmet Talat Pasha i 1910 have sagt, at »mellem os og dette folk (armenierne, red.) er der en modsætning, som ikke kan løses ad fredelig vej; enten undergraver de os fuldstændigt, eller vi må tilintetgøre dem«. Det gjorde de så. Han blev en af folkedrabets hovedarkitekter.

Og armenierne blev sammen med kurdere, arabere og jøder tabere, da de store magter lagde deres puslespil om kolonier, nye stater og råstoffer, efter at Det Osmanniske Rige og Østrig-Ungarn brød sammen.

Storbritannien og Frankrig delte Mellemøsten – etableringen af de fleste moderne arabiske stater var endnu fremtid – og der blev ikke på det nuværende Tyrkiets område gjort plads til særskilte stater for hverken armeniere, kurdere eller andre nationale mindretal.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ

Set i stormagternes samtidige spejl havde Osmannerriget tabt krigen. Set i nutidens bakspejl vandt Tyrkiet freden som en ny fremgangsrig republik i Lilleasien.

Begge dele havde voldsomme omkostninger for alle mindretal. Ingen betalte så dyrt som armenierne.

Og det omgivende verdenssamfund? Vidste man besked om folkemordet?

Jo vist, i detaljer, ofte også bevidnet af skandinaviske missionærer og hjælpearbejdere, som har efterladt righoldige skildringer til Bjørnlunds store værk. Og som et varsel om det 20. århundredes senere folkemord var stater og regeringer splittet mellem moralske forpligtelser og militære muligheder.

Mens man hævdede sig oprørt og dog ude af stand til at handle, blev armeniere massakreret.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden