Hver gang forfatteren Leonora Christina Skov får færden af en idealfamilie, får hun lyst til at trække en kniv ned gennem lærredet for at se, hvad der gemmer sig inde bagved.
Det har hun også gjort i sin nye roman ’Champagnepigen’. Her går det ud over ægteparret Linn og Isak Lauretius, der ellers har både børn, berømmelse og au pair-pige og som hele tiden siger ’skat’ til hinanden. »For fanden«, skummer Leonora Christina Skov. »Man kan jo bare se på de folk, man kender. Det er så tykt, hvordan folk spiller far, mor og børn. Og hvordan det hele går op i at have en facade. Jeg får altid lyst til at afsløre, hvor forløjet det er«. Undergangsstemningen sætter sig da også som en lille, stram mavepine allerede fra bogens første side. For i virkeligheden er de hede seksuelle rollespil mellem Linn og Isak for længst forbi. Isak boller Linns tvillingesøster og Linn selv går på sexklub, mens hun skyller hverdagene ned med champagne og længes efter dengang, Isak satte en fod i døren til hendes etværelses på Vesterbro og tiltvang sig adgang med sin kæmpe erektion. Det er ret beset også ved at være nogle år siden, Linn Lauretius en kort overgang kunne kalde sig ’succesforfatter’. Officielt har hun skrevet 420 sider af sin næste roman. Men i virkeligheden er det den samme sætning, hun har skrevet igen og igen på de flere hundrede sider. Problemerne udadtil opstår, da den grundbitre journalist Kate Klarlund møder op bevæbnet til armhulerne med beviser, der kan føje knap så flatterende nuancer til portrættet af succesfamilien.
