Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gangstere. Fabien Nury og Sylvain Vallées 'Der var engang i Frankrig' læner sig op ad Sergio Leones 'Once Upon A Time In America' med deres fortælling om emigranter, der tager gangstermetoder i brug. Tegning: Sylvain Vallée

Gangstere. Fabien Nury og Sylvain Vallées 'Der var engang i Frankrig' læner sig op ad Sergio Leones 'Once Upon A Time In America' med deres fortælling om emigranter, der tager gangstermetoder i brug. Tegning: Sylvain Vallée

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tegneserie-drama om ukonventionel modstandsmand er fuld af hestekræfter

'Der var engang i Frankrig' vandt den fornemme Angouleme-pris i hjemlandet.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nogle historier er næsten for gode til at være sande. Og for spændende og utrolige til at lade ligge!

Sådan en historie tilhører Joseph Joinovici (indimellem også kaldet Joanovici).

En lille, tætbygget jødisk skrothandler og analfabet fra Moldavien, som blev født i 1905 og som forældreløs flygtede fra pogromerne i tsarens Rusland. Joinovici fandt et fristed i Frankrig, hvor han kom til i 1925, og hvor den entreprenante ’jernmand’ opbyggede et skrotimperium og blev mangemillionær uden at kunne hverken læse eller skrive.

Det er i sig selv en god historie. Men den bliver bedre endnu. Selv om han var jøde og ikke flygtede fra Frankrig under krigen, fik Joinovici ikke en enkeltbillet til en kz-lejr.

Joinovici forstod at gøre sig uundværlig for tyskernes rustningsindustri, der godt kunne bruge hans talent for at stampe gammelt jern op af jorden. En værnemager altså. Ja, og dog.

For Joinovici blev også en nøglefigur i modstandsbevægelsen, som han forsynede med våben. Ligesom han udnyttede sine kontakter hos tyskerne til ved hjælp af bestikkelse at redde flere hundrede jøder og modstandsfolk fra den visse død.

Et blakket ry

Hvordan så det spegede regnestykke ud efter krigen? Det og meget andet handler ’Der var engang i Frankrig’ om.

Historien om Joinovicis forbløffende dobbeltspil er af Fabien Nury og Sylvain Vallée udfoldet i det seks bind store tegneserieværk, som uden blusel spiller på Sergio Leones klassiker ’Once Upon A Time In America’.

Sammenfaldet er da også til at få øje på. I begge tilfælde er der episke ambitioner i en fortælling om emigranter, der i det nye land slår sig igennem med gangstermetoder. Joinovici brugte ikke fløjlshandsker på jernnæven.

’Der var engang i Frankrig’ er en flot udfoldet saga om klassiske moralske dilemmaer sat på spidsen i en situation, hvor alle normale spilleregler er ophævet.

Ærkeopportunisten Joinovici går sine egne veje blottet for tro og moral. Han gør hvad som helst for at overleve og sikre sin familie økonomisk. Med det resultat, at han langsomt bliver en fremmed for sin hustru, der fastholder sin jødiske tro og identitet.

Hans børn kender efterhånden kun deres far som en fremmed med et blakket ry.

Ingen har rene hænder

En mand gør, hvad der er nødvendigt. Godfather-dilemmaet skærpes og forvandles til en raffineret pinebænk med tyskernes besættelse.

Som jøde kan Joinovici og hans familie kun overleve på tyskernes ikke voldsomt veludviklede nåde og barmhjertighed. Efterhånden som krigen skrider frem, kommer Joinovici og hans smudsige kontakter i politiet i modstandsbevægelsens søgelys.

Også politiet er modsætningernes holdeplads. Tyskernes forlængede arm, modstandsbevægelsens allierede og godt og grundigt korrupt. Der er ikke mange rene hænder i ’Der var engang i Frankrig’, og det er mere end noget andet pointen i en historisk tegneserie, der tager et moralsk retsopgør, man har set tilsvarende andre steder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Efter krigen var mange parat til at kaste den første sten, men det selvgode billede af modstandsånden får nogle hak i tuden sammen med den heroiske version af den franske selvforståelse.

Et opgør med historien om fortiden

Det er selvfølgelig langtfra første gang, en fransk fortælling ser på de onde år med barske briller, men det er på den anden side heller ikke noget, man sådan uden videre slår om sig med i et land, hvor utallige gader og stræder er opkaldt efter nos heros de resistance. Men der er appetit på et opgør med historien om fortiden.

I det tegneserieglade Frankrig blev ’Der var engang i Frankrig’ en bestseller, der solgte næsten en million eksemplarer.

Hvert bind er prydet med et politifoto af virkelighedens Joinovici med hilsen fra Prefecture de Police, men forfatterne skynder sig at indlægge en sikkerhedsmargin.

Serien er inspireret af kendsgerninger, men opdigtet hedder det. »En fri blanding af autentiske begivenheder, formodninger og det pure opspind«, erklærer forfatterne om fortællingen, hvor historiske og opdigtede personer optræder side om side.

Drama med hestekræfter

Historien er faktisk økonomisk fortalt på trods af de mange bind. Historiens drama har mange hestekræfter, og en del af dem skyldes en dommer i en beskeden position, som bider sig fast i Joinovicis haser med en ihærdighed, som degenererer til fanatisk vendetta, efterhånden som fortællingen skrider frem.

I det store og kulørte persongalleri kalder den komplekse beskrivelse af Joinovicis motiver og adfærd på mange af de samme roser, som i disse år bliver de mest ambitiøse tv-serier til del. Karaktertegningen har dybde og nuancer, og i modsætning til i en del tv-serier falder man ikke for det billige trick bare at lade personerne brat ændre karakter, når der skal ske noget nyt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Måske for at fastholde en grundtone af autenticitet og troværdighed er tegnestilen og arbejdet med ruderne meget traditionelt.

Det er Fabien Nurys historie snarere end Sylvain Vallées mere solide end opsigtsvækkende tegnestil, der hæver sig i en ambitiøst udfoldet fortælling, som kan takke Delf for en farvelægning, der især med mange nuancer af brunt fastholder tidsånd og atmosfære.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden