Skriveri. Javier Marias er en af spaniens mest kendte forfattere og har udgivet historier , som blev skrevet da han var blot 14 år gammel.
Foto: PR FOTO

Skriveri. Javier Marias er en af spaniens mest kendte forfattere og har udgivet historier , som blev skrevet da han var blot 14 år gammel.

Bøger

Bogfolk: 7 gode grunde til at glemme drømmen

Der findes kun en god grund til at blive forfatter, mener spanske Javier Marias.

Bøger

Oktober er højsæson for bøger.

Konstant udkommer nye titler, og måske har du oven i købet selv tænkt på, at du engang skulle skrive en roman?

Hvis ideen skulle dukke op en anden gang, så glem den, for der er alt for mange gode grunde til at lade være. Mindst syv, hvis man spørger en af Spaniens mest berømte forfattere, Javier Marias, og han kan faktisk kun finde en enkelt grund til at gå i gang med skriveriet.

Marias gennemgår de mange minusser i avisen The Independent, og den mest tvingende grund til at holde nallerne fra tastaturet er, at der i forvejen findes alt for mange romaner. Reolerne bugner af dem, og der kommer hele tiden nye til.

Man skal også lige tage med, at romanskriveri ikke giver mange point i offentligheden, for hvem som helst kan skrive en roman, og folk gør det, uanset om de er tv-værter, soldater, gedehyrder, skolelærere, sociologer, journalister eller filosoffer.

Rig bliver man heller ikke. Hvis ens roman overhovedet bliver udgivet, vil kun 1 ud af 100 kaste bare et nogenlunde beløb af sig, og man skal i hvert fald ikke regne med, at det vil vende op og ned på ens liv, og hvis man drømmer om, at man bagefter kan trække sig tilbage og leve af pengene – jamen, glem det.

Desuden tager det jo måneder og år at få hamret en roman af anstændig længde ned på papiret, eller hvad man nu hamrer på, og når man tænker på, hvor lidt man tjener, har ingen råd til den beskæftigelse. Og hvem har overhovedet tid til at læse i dag?

7 gode grunde

Hvis du stadig overvejer at skrive en roman, så tænk lige på, at muligheden for at blive berømt er forsvindende lille. Alle ved jo, siger Marias, at man kun bliver berømt, når man har været i fjernsynet, og netop her dukker forfatterne op stadig sjældnere.

Og hvis en forfatter skulle dukke op på skærmen, vil det formentlig ikke ske, fordi han eller hun har skrevet en fremragende roman, men fordi vedkommende kan ses som lidt af et excentrisk fjols, som går i hawaiiskjorter eller kan fortælle om, hvor nemt og autentisk det er at leve blandt maurerne.

Det sidste går altid rent hjem i Spanien, siger Marias. Ønsker man berømmelse, er det i øvrigt meget hurtigere at blive gift med eller få en affære med en eller anden kendt eller semikendt person.

Går man efter at få en plads i historien, udødelighed, hvis vi skal trække den helt derud, er man gået aldeles forkert. De fleste romaner holder allerhøjst en enkelt sæson, og den korte holdbarhed skyldes ikke kun, at læsere og anmeldere glemmer bøgerne, men at de som regel er forsvundet væk fra boghandlernes hylder allerede få måneder efter udgivelsen.

Men i det mindste må det massere ens ego at få udgivet en roman? Nej, mener Marias.

Filminstruktører, malere og musikere kan se, hvordan deres publikum reagerer, mens det nærmest aldrig sker for forfattere, og er man heldig at få en god anmeldelse, vil romanen formentlig blive rost af de forkerte grunde, eller også kommer den positive omtale i en tryksag, som de færreste læser.

Det sidste store minus er det, alle kender. Man sidder isoleret og kæmper med ordene, og mens man kæmper med sine romanpersoner og frygter for det hvide papir, bliver der indtaget alt, alt for meget spiritus.

Ifølge Javier Marias er den eneste grund til at skrive romaner, at man som forfatter får mulighed for at tilbringe det meste af sin tid i en opdigtet verden, som i virkeligheden er det sted, hvor man bedst kan holde ud at befinde sig, fordi man her er et sted, hvor intet er afgjort og alt stadig er muligt.

Og alt det, der bare er muligt, bliver ved med at være muligt til evig tid og alle steder, og det er ifølge den spanske forfatter derfor, vi bliver ved med at læse Don Quixote og Madame Bovary, som man kan være i selskab med og tro på, i hvert fald i et stykke tid, i stedet for at afvise dem som umulige, umoderne eller gammeldags.

... Heldigvis er det ikke alle, der har lyttet til de nærmest eviggyldige råd fra Javier Marias, for så ville der ikke være mange bøger i verden.

Ikke for børn

Tænk engang, hvis Astrid Lindgren aldrig havde beriget verden med ’Brødrene Løvehjerte’, og det er ikke engang en helt umulig tanke, for selv om hun elskede at skrive, besluttede hun faktisk som ung, at hun ikke ville være forfatter. Det fremgår af den biografi om Lindgren, som Jens Andersen får udgivet i næste uge.

Jens Andersen tror, at hun skød forfatterambitionerne fra sig, da hun som helt ung blev gravid med den noget ældre chefredaktør på Vimmerby Tidning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Drømmen vendte først tilbage, da hun en del år senere fik styr på sit liv i Stockholm, hvor hun nu boede med manden Sture, datteren Karin og sønnen Lasse, der i nogle år forinden havde været i pleje i København.

Det var her, da roen sænkede sig over familien, at hun fik sit gennembrud med ’Pippi Langstrømpe’ i 1945, og det var også her, hun skrev ’Brødrene Løvehjerte’, som jo har den gysende afslutning, hvor drengene Jonatan og Tvebak sammen springer i døden.

Slutningen har været meget omdiskuteret. Kunne man overhovedet slutte en børnebog på denne måde? Var det forsvarligt at efterlade børn med en så mørk slutning, og Jens Andersen mener, at der findes tegn på, at Astrid Lindgren selv blev i tvivl om, hvorvidt hun kunne slutte der.

Det tog hende et halvt år at skrive slutningen på romanen, og det var uhørt for hende.

I forfatterens efterladte stenogramblokke på Kungliga Biblioteket i Stockholm har Jens Andersen fundet en tegning af en gravsten, hvoraf det fremgår, at Tvebak fra ’Brødrene Løvehjerte’ faktisk lever i tre år efter Jonatans død, og at han i dette tidsrum nåede at digte hele historien.

’Om tegningen bag på stenogramblokken var tænkt som et udkast til en mulig Ilon Wikland-illustration bagerst i bogen, der skulle gøre det klart for enhver, at hele historien om brødrene Løvehjerte, inklusive den dramatiske slutning, alt sammen var noget, der foregik i Karls fantasi, det ved vi ikke. Til gengæld fortæller tegningen os, at Astrid Lindgren på et tidspunkt inden bogens færdiggørelse har været usikker på, om hendes læsere nu også ville lukke bogen med en følelse af trøst, skriver Jens Andersen.

En mundfuld

Det har ofte været med helt andre følelser, læsere har lukket James Joyce-klassikeren ’Ulysses’.

Mange har undervejs smækket bogen i, før de nåede til vejs ende. Romanen, som foregår over en enkelt dag i Leopold Blooms liv i Dublin, er da heller ikke nem, men det er lige før, den bliver let, når man sammenligner den med ’Finnegans Wake’, som blev James Joyces sidste roman.

’Finnegans Wake’ er så vanskelig, at de fleste knækker halsen, hvis de forsøger at læse den i originaludgaven, og af samme grund har ingen endnu oversat værket til dansk. Digteren Peter Laugesen arbejder dog på sagen, og det siger lidt om sværhedsgraden, at Laugesen har taget livtag med værket gennem flere årtier uden at blive færdig.

Peter Laugesen gav prøver på sin oversættelse på Forfatterskolen i København i mandags, og på digteren kunne man forstå, at alene oversættelsen af ganske få linjer sagtens kunne fylde det meste af en arbejdsdag. Jo, vel er den svær, forstod man, men Laugesen mener, at man bare skal læse det store værk som en slags poesi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lidt anderledes forholder det sig med ’Ulysses’. Her skal man ifølge Laugesen bare tænke på romanen som en kæmpestor udgave af The New York Times, og man skal ikke læse den som en fremadskridende roman, men som 100 avisartikler, som man læser i den rækkefølge, man nu har lyst til.

I øjeblikket er ’Ulysses’ aktuel, fordi Karsten Sand Iversens nyoversættelse af værket udkommer 7. november. Peter Laugesen læste derfor også en passage af Molly Blooms monolog op, og da han var færdig, holdt han den kendte grønne udgave af romanen op og sagde:

»Se godt på den, for det er formentlig sidste gang, I kommer til at se noget til Mogens Boisens gamle oversættelse«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce