Mara Lee er de åbne svars forfatter. Hendes romaner, hvoraf ’Ladies’, ’Salome’ og snart ’Future perfect’ foreligger på dansk, kredser om seksualitet og magtforskydninger, om det begærende blik og om skønheden som både privilegium og forbandelse. Altid både-og.
I kollektivromanen ’Future perfect’ følger vi brødrene Lex og Trip og pigen Chandra fra deres gryende ungdom i en svensk lilleby til deres mildt sagt farefulde færd gennem oprør, lyst og nød i bohemernes promiskuøse Paris. En sviretur, der koster på alle konti, og hvor de tre børns fortid af omsorgssvigt og dårlige forældrerelationer hænger ved.






