Nostalgikeren Morten Korch er i fuld fart på vej ind i den moderne verden. Forfatterens mere end 100 bøger er nu så attraktive, at Lindhardt og Ringhof, landets næststørste forlag, netop har købt rettighederne til at genudgive dem.
»Vi tror, der er et kæmpe publikum til historierne, for de handler om ægte kærlighed, det gode mod det onde og den lille mands kamp mod de griske, uhæderlige bankfolk. Så grundtematikken er jo eviggyldig. Når vi relancerer Korch nu, er det også, fordi danskerne har taget e-bøgerne til sig«, siger Lars Boesgaard, der er administrerende direktør i Lindhardt og Ringhof.





