Der bor en lille fyr på Nørrebro i København, som stille og roligt – nå, det er nu så meget sagt! – integrerer alle tænkelige typer i det store, danske, multifarvede fællesskab. Her er plads til alle: hinduer, muslimer, flippere, racister og grønthandlere. Ved hjælp af høje eksplosioner og højt humør, har Iqbal Farooq gjort mere for det gode forhold imellem ”dem” og ”os” end nok så mange erklæringer. Et godt fælles grin giver en god integration. Ikke?
Nu er lille Iqbal så i dette ottende bind af krøniken på vej til det sted, hans gener stammer fra. Indien! Landet med mavedans og køer og Bollywood samt Taj Mahal. Og hvorfor tager Iqbal til Indien? Det gør han fordi han (igen-igen) skal holde hånden under vor dronning, han skal redde familiens bryllupsring, og han skal undgå det nye påhit: heldøgnsskolen!
Med på turen er den elskelige racist hr. Wibrandt, den ormstukne onkel Rafig, samt vennen Mohammed. Nede i Indien møder de tante Fatwa. Så er ringen sluttet omkring Johnny Margrethe af Danmark, som skal åbne en hidtil uåbnet dør i det berømte Taj Mahal gravmæle. Går det godt? Det er som man tager det! Resten kan du læse på ”indernettet”.
Adskillige eksplosioner, farer, jagter, gandu-gandu dans og forviklinger senere lander den lille flok i Kastrup. Uden ringen, men mange erfaringer rigere, og dronning Johnny kom frelst hjem til aftenkaffen. Hurra! Og man ser for sig, hvordan forfatteren, der hedder Manu Sareen og er tidligere socialminister, strøg ud af kontoret tilbage i juni og satte sig til tasterne og skrev en historie, der blev båret frem af den gamle spiritual: Free at Last! ”Iqbal Farroq i Indien” er en af de bedste i serien, velkomponeret, vanvittig og fuld af ømme tånegle hos de medvirkende.
Ingen går ram forbi. Heller ikke skolepsykolog Jeanette Ølholm, der er fast bestanddel af bogens første og sidste kapitel. Hendes figur er udviklet igennem tiderne fra professionel omsorg til lidenskabelig tændthed. Bare hun ikke forgriber sig på den lille Iqbal fra Nørrebro i København.
