Velkommen på det litterære tæskehold

Diskret bladrer Cæcile Skovmand til syvende og sidste side i sit manuskript og sørger for, at oplæsningen fortsætter i en sammenhængende strøm.

Hendes røde negle står mod det hvide papir, stemmen er hæs, og diktionen bærer spor af en opvækst på Roskilde-egnen.

»Jeg havde lyst til at forsvinde og aldrig vende tilbage«, læser hun op.

»Til et sted, hvor ingen vidste, hvem jeg var, og hvor jeg ikke selv kunne huske det, da jeg på badeværelset trak trusserne ned og under min mors observans hældte en svidende væske på kønshårene«.

Syv andre mennesker sidder omkring det aflange bord og følger med i teksten. De fire er elever, tre er undervisere og alle en del af forlaget Gladiators tremåneders forfatterskole, kaldet Gladiatorskolen.

»Hvem har du været i seng med, spurgte hun, imens jeg stod foroverbøjet over mit køn i badekarret«, læste Cæcilile Skovmand videre.

»Ik nogen! Jeg SVÆRGER!«.

»Der gik lidt tid, hvor hun stod med let rynkede bryn og observerede, inden hun svarede, at hun syntes, jeg var »for ung til at gå i seng med nogen«. Det sved mere, at hun ikke troede på mig, end kemikalierne gjorde mellem mine ben«.

Underviser Otto Sejer Beim Rasmussen tegner en utilfreds bølgestreg under sidste sætning, kigger op fra papirerne og ud i et slidt undervisningslokale indhegnet af en grøn skoletavle og et langt hvidt vitrineskab. Oplæsningen er forbi.

Der er stille lidt. Over cirka 20 minutter har Cæcilie Skovmand læst sin novelle ’Alsace’ op – om en teenagepiges ferietur til Nordfrankrig i 90’erne komplet med smøger, bacardi, snavning og et nær-knald med en fyr, der hed Henning. Den delvis selvbiografiske historie skal gerne indgå i den novellesamling, som hun drømmer om at udgive.

De seneste otte år har Cæcilie Skovmand arbejdet professionelt med kommunikation, mens halvfærdige noveller hobede sig op omkring hende. Men per 1. februar har hun sagt sit arbejde op og har betalt sig til undervisning på Gladiators forfatterskole. For at få kritik, blive bedre og forhåbentlig blive i stand til at udgive den forbandede novellesamling.

Denne aften har hun en god fornemmelse omkring sin tekst. Mange ting fungerer, føler hun. Det er ikke som sidst, hvor ’Anholt’ blev pillet fuldstændig fra hinanden, og hun cyklede hjem med følelsen af, at det aldrig ville gå.

Underviser Jakob Sandvad retter sig lidt op i stolen og begynder at beskrive, hvad han netop har hørt oplæst.

»Det er én, der fortæller retrospektivt om den her Alsace-tur og indlejrer det første møde med vin som barn. Fortælleren er ældre end teenageårene, vidner sproget om. Det kan vi godt blive enige om, ikke?«.

Folk omkring bordet nikker, og gennem den næste time kredser flokken rundt om teksten i mindre og mindre cirkler, slår ned på fortællepositioner, på sætninger, på de enkelte ord.

Giver roser som:

»Når man læser, at hun får slikket fisse, og der står: »Han slikkede og slikkede, men jeg kunne ikke rigtig mærke andet end en varm, våd fornemmelse«, så er det spot on at være 16 år«.

Og lussinger som:

»Det er en triviel fortælling. Den kan ikke leve af seksualitet og alkohol. Det har vi hørt før«, og »Det her afsnit, hvor der står: »I dag kan jeg godt forstå vores tavshed«. Det er dybt uinteressant«.

Cæcile Skovmand sidder bare og lytter. Skribler notater overalt på sin tekst.

For 8.000 kroner tæsk

Sådan en session hos det litterære tæskehold er i høj kurs. Det kan man se, fordi flere og flere skriveskoler og forfatterkurser dukker op.

Hos den statslige Forfatterskolen har de oplevet, at antallet af ansøgninger er steget fra 250-300 om året for fem år siden til 450 de seneste par år. Hos det private Gladiatorskolen har de siden åbningen for et år siden haft mere end 100 elever igennem på etårige og tremåneders forfatterkurser – og afvist en del ansøgere undervejs.

»Jeg ved ikke meget om markedet, vi slog det bare op sidste år, og interessen var helt sindssyg«, fortæller Jakob Sandvad fra Gladiator inden aftenens undervisning.

Og sådan lyder det hele raden rundt: På Københavns Kunstskole oplever de »stor interesse for skrivelinjen«, som sekretær Manja Guldmann fortæller: »Der popper også flere og flere folk op, der tilbyder intensive forfatterkurser«. Og hos Københavns Hovedbiblioteks skrivekursus mærker man også efterspørgslen, og næste måned åbner et nyt tilbud, Vesterbro Forfatterskole:

»Når først nogen begynder at synes, det er sjovt, smitter det. Så spredes ordet. Man kan vel også godt tale om mode i en eller anden forstand«, siger forfatteren Kristian Bang Foss, en af folkene bag det nye initiativ.

Selv i de mere eksperimenterende hjørner som Hekseskolen, der snarere er et performanceprojekt end en regulær skriveskole, har de fået rigeligt med ansøgninger.

»For at sige det lidt plat er det blevet cool at skrive«, siger forfatter Olga Ravn, der er en af kræfterne bag Hekseskolen.

Fælles for uddannelserne og kurserne er, at de alle lægger stor vægt på at gennemgå elevernes egne tekster og tale konkret om sprog og indhold for at lære folk at læse.

Gladiatorskolens minutiøse gennemgang af Cæcile Skovmands tekst om Alsace skal ikke bare komme hende til gode, men alle eleverne. For ved at læse og diskutere litteratur skal de gerne blive klogere på, hvordan de selv skriver. Som Jakob Sandvad siger det:

»Tanken om, at man bare kan sætte sig og skrive en roman, tror jeg ikke på. Det kræver et miljø, hvor man diskuterer litteratur og prøver tekster af på andre. Det er en fagdisciplin ligesom alt andet. Du kan heller ikke blive tømrer, hvis du ikke ved, hvordan man gør«.

Når han skal forklare, hvordan vi er kommet dertil, begynder han ved Forfatterskolen i 1987. Her skabte man systematisk et miljø, der læste og kritiserede hinandens tekster og var faglige og konkrete omkring det at skrive. Siden er en række forfattere blevet uddannet derfra og har taget job på højskolernes skrive- og litteraturlinjer og oplært nye kuld i de samme metoder.

»Og så er der pludselig mange, som har fundet et miljø, hvor man har en faglig praksis, der er anderledes end universitets«, siger Jakob Sandvad.

»Universitetet er fint nok, men er ikke et miljø, som skaber litteratur. Det er et miljø, som analyserer litteratur. Den bevægelse, som er i gang, kommer fra højskolerne og folk, der har været der«.

Bevægelsen har ifølge Sandvad løftet dansk litteratur og ført til et væld af nye litterære miljøer. Det har gjort, at mere ny dansk litteratur bliver udgivet, men ikke gjort det lettere for den enkelte forfatterdrøm at blive opfyldt. Ud af 100 årlige elever udgiver forlaget Gladiator måske et par stykker.

»Men hvis noget er vildt godt, så udgiver vi det da«, siger Jakob Sandvad.

For en elev som Cæcilie Skovmand, der denne onsdag er på forfatterskole for tredje gang i sit liv, kan der altså være temmelig langt til udgivelsen af hendes generationstegnende novellesamling. Indtil videre har kurset mest af alt afromantiseret hendes forestilling om forfattergerningen.

»Jeg ser mig mere som en håndværker nu«, fortæller hun bagefter.

»Folk siger stadig »wow, hvor er det spændende, at du har sagt op for at blive forfatter«. Men nu svarer jeg: »Det er faktisk ekstremt hårdt arbejde««.

Vildere end motorcykelræs

At det er hårdt arbejde, har Hans Andersen, en 53-årig sømand fra Fanø, også lært. I næste uge udgiver han sin debutroman, ’Manden i Månen’, på forlaget Gladiator. Han har taget vejen gennem højskolekurser og Gladiators etårige forfatteruddannelse – og er altså en af de få, der rent faktisk bliver udgivet.

Med udsigt til fyrretræer og brun lyng sidder han i dag og arbejder i sin skrivestue på førstesalen i et finsk bjælkehus. På væggen hænger små lapper med påskrifter som ’Lortestien’, ’Matchbold’ og ’Marathon (med patos)’ – ideer til kapitler – og i reolen står bøger af forfattere som Herta Müller, Nikolaj Gogol og Elias Canetti. Alt sammen nyt.

Godt nok har Hans Andersen aldrig kunnet gå forbi en kontorhandel uden at købe læssevis af blokke og blyanter, og han har da også skrevet historier og observationer ned i årtier. Men lysten var ved at blegne. Ligesom lysten til at sejle container- eller skoleskibe længere. Eller arbejde på borerig.

Så i 2012 stod han hjemme på Fanø og snakkede med en ven, og vennen spurgte: »Hvad fanden laver du egentlig for tiden?«. Og Hans Andersen fortalte, at han var på vej til Gran Canaria for at sejle med turister, men at han egentlig havde lyst til at smide det hele og skrive en bog.

»Hvad fanden vil du skrive om«, spurgte vennen så, og Hans Andersen syntes, det var et åndssvagt spørgsmål. Men det var det ikke.

Allerede her var en transformation i gang. Hans Andersen havde ladet håret gro, fået hestehale og var begyndt at køre motorcykelræs i Spanien.

»I de der øjeblikke, hvor jeg kørte der, var jeg rigtig lykkelig«, fortæller han.

»Der var ikke noget, der hang i skørterne på mig, ikke noget ophav. Ikke noget, jeg skulle bevise for nogen, det var bare om at overleve, når man lå rundt i de sving i alt for høj fart«.

Han tænker lidt.

»Men det var ikke så vildt som at begynde at skrive. Det var det sgu ikke«.

Rejste sig bag filosofibølgen

Først tog Hans Andersen et sommerkursus på Vrå Højskole og derefter efteråret på Vestjyllands Højskole, hvor læreren Hans Otto Jørgensen fik ham med på sin etårige forfatteruddannelse under Gladiatorskolen.

»Min kone og jeg har altid brugt pengene på at bygge hus og betale bilen og sådan noget, der var meget fornuftigt. Vi har bygget huset selv, jeg er sådan en handymand – og jeg fik bare behov for at gøre noget vildt«, siger han.

Første vilde skridt var altså højskoleverdenen. Som det er for ganske mange, der interesserer sig for litteratur. Blandt de tilbud er Testrup Højskole nok mest kendt, og her har forfatteren Mads Eslund været tilknyttet – med afbræk – siden skrivelinjen åbnede i 1998. I dag er den skolens største, og der er ingen udsigt til, at interessen dæmpes. Ifølge Eslund opstod skriveinteressen som en »ikke aftagende bølge« i 1998.

Her handler det ikke om at gennemskue tekster, som var de kodede meddelelser, der kan åbnes med særlige teorier, men om at diskutere indhold og sprog konkret og håndgribeligt.

Mads Eslund, der ud over at være højskolelærer også underviser på skrivelinjen på Talentskolen Næstved, ser »et helt vildt boom« i de seneste ti år, hvor et primært ungt miljø samler sig om litteraturen, og hvor også oplæsningsscenen er blevet større.

Og ind i det miljø skriver 53-årige Hans Andersen fra Fanø sig altså nu. Hans underviser, Hans Otto Jørgensen, der også er en af forlagets Gladiators bagmænd, fik hurtigt kig på ham, fordi Andersen med sine sømandserfaring kunne skrive troværdigt om andre ting end mange af de medstuderende.

»Vi var en gruppe af meget forskellige elever på Gladiatorskolen. De fleste var mere belæste end mig, så det var en guldgrube. Jeg er sådan en komma-taber. Min grammatik var helt godnat«, siger Hans Andersen.

»Men når du kommer på skolen, lærer du at se tekster som noget objektivt. Noget du skal arbejde hårdt med. Hvis du tror, den er der i første hug ... Ja, så hedder man ikke Hans Andersen. Så er du nok en noget større forfatter. Der skal virkelig arbejdes med det«.

Han laver en bølgende bevægelse med hånden. Det var sådan, humøret bevægede sig hos eleverne.

»Nogen sad og småtudede, og andre var helt oppe. Og næste dag var det omvendt. Der var så meget oprør i folk. Når man giver sig hen til det her, så kommer man også under overfladen«, siger Hans Andersen.

Det var det, der var så vildt ved oplevelsen – at det var »som at åbne en æske med én selv i«:

»Vi havde alle skrevet om noget, der bevægede sig i os, og når det så kommer under kniven, er man sårbar. For alle dissekerer i noget, som du er i gang med. Der var nogle af dem, når man læste deres historier ... for satan da«.

Det mærkede han også selv, da han måtte se sin egen historie skifte retning undervejs. På den etårige forfatterskole, som Hans Andersen var på, er ideen nemlig, at alle elever fra begyndelsen skal have en idé om et værk, og at de i løbet af året skal forsøge at realisere det. Men når Hans Andersen udgiver sin roman i næste uge, er ikke en eneste af hans oprindelige historier med. De er blevet overhalet af det, han har lært.

»Der var folk på kurset, som er virkelig skrappe. Jeg kunne lukrere på, at de talte om mine tekster. Én sagde: »Kunne du ikke skrive om, hvordan han har det derhjemme? Har han ikke et liv i land, ham Lasse, hovedpersonen?«. Og så skrev jeg en tekst, der hed ’Parmiddag’, og den kom til at vælte historien i en helt anden retning«.

I dag ligger resultatet som bunker af endnu uudgivne eksemplarer af bogen ’Manden i Månen’. Det er underligt at kigge på, synes han.

Så nu skriver han på den næste.