Der skal en virkelig god instruktør til at holde dampen oppe i den klassiske forviklingskomedie, navnlig der hvor børn og forældre forsones, de rigtige får hinanden, og al forvirring og fortræd opløses i lettelsens (ofte lidt kedsommelige) ’aha’. Den amerikanske forfatter Nell Zink er revnende ligeglad. Hun kan sin Shakespeare og co., men gør sig ingen anstrengelser for at konvertere komediegenrens usandsynligheder og fiffige sammentræf til moderne valid underholdning, hun skal bare have sine personer ud af historien i en ruf.
Men er man først nået så langt i historien om søskendeparret Mireille og Byrdie, der mister forbindelsen som børn og genforenes som teenagere, kan intet undre. Fortælleren i ’Knald og fald’ lader os aldrig hænge for længe i den samme forestilling om, hvad det er for en fortælling, vi er i gang med. Og det er i den grad stimulerende, andre gange anstrengende.
