En vinterdag i 1997 drager syv unge nordmænd af sted mod Stillehavet for at sætte Norge på verdenskortet. Fulde af gåpåmod indleder de det, som måske skal blive et triumftog for norsk videnskab: En ekspedition, der skal påvise en banebrydende og kontroversiel teori for migrationen i det centrale Stillehav. Teorien går i korte træk ud på, at polyneserne, det folkeslag, der bebor stillehavsøerne, ankom fra Sydamerika på skøjter over et islagt Stillehav og ikke, som Thor Heyerdahl påviste, sejlende på sivflåder. Ekspeditionens deltagere er ikke videnskabsmænd. Så langtfra, endda. De er almindelige unge mænd, nysgerrige og rastløse, lokket af udsigten til at sætte Norge på verdenskortet og tilbringe fem uger på en tropeø. Teorien er kontroversiel og provokerende - og aldeles urealistisk. Men ekspeditionslederen Erlend er stærk i troen. Kan han blot finde de gamle skøjter, skulle triumfen være i hus. Penge skaffes, medier interesserer sig, rejsen kommer i stand. De syv unge mænd drager af sted fra ubetalte studielån og uafklarede forhold til kvinder for at bringe videnskaben fremover og profilere Norge, som Thor Heyerdahl og vikingerne har gjort det før dem. Fem uger på en ubeboet ø ved navn Manaue. Et tropisk paradis ved første øjekast. Uudholdelig ved nærmere bekendtskab. Ulidelig varme, plagsomme myg, tropisk regnvejr, utilnærmelig natur, interne stridigheder, ø-kuller - og et forskningsprojekt, der snart smuldrer mellem hænderne på ekspeditionens deltagere. Fra et videnskabeligt synspunkt - en drønende fiasko.