Harry Potter hjælper Tolkien

Lyt til artiklen

Det er ren magi - J.R.R. Tolkiens eventyrlige beretning om Frodos og Gandalfs kamp mod mørkets kræfter i trilogien 'Ringenes herre' flyver i bogstaveligste forstand ned fra boghandlernes hylder. Og det skyldes ikke mindst en ung kostskoleelev med magiske evner - nemlig Harry Potter. Filmen får først premiere til december, men der skulle ikke mere end en 90-sekunders forfilm, nye bogomslag og så altså lidt hjælp fra Harry Potter til - så steg salget af Tolkiens romantrilogi med kanonfart. Forlaget Houghton Mifflin har udsendt en ny, samlet etbindsudgave som en forløber for filmen i 100.000 eksemplarer og planlægger at trykke i alt 350.000 ifølge avisen USA Today. Del Rey/Ballantine-forlaget, som står for paperbackudgaven, har siden juni sendt 1,7 millioner eksemplarer ud på markedet med forløberen for 'Ringenes herre', 'Hobbitten', som en ekstra bonus. Forlæggerne siger, at det er helt uhørt, at en bog - og så oven i købet en 50 år gammel bog - igen sælger så godt seks måneder før filmpremieren. De tør slet ikke spå om, hvordan salgstallene vil eskalere, når man når frem til oktober og endnu tættere på premieren. Tolkiens bøger har altid solgt godt om sommeren, men salget begyndte for alvor at stige for et års tid siden, da bibliotekarer og boghandlere anbefalede hans bøger til unge læsere og forældre, der spurgte om »ligegyldigt hvad, bare det lignede Harry Potter«. Joanne Kathleen Rowlings bøger om troldmandslærlingen på Hogwarts har skabt millioner af nye læseheste. Så kom al medieomtalen af filmtrilogien: Første del, 'Ringenes herre - Eventyret om ringen', får premiere 19. december efterfulgt af 'De to tårne' i julen 2002 og 'Kongen vender tilbage' året efter. Elijah Woods har rollen som Frodo, der skal hindre ondskabens fyrste, Sauron, i at komme i besiddelse af ringen, som vil gøre hans magt fuldkommen. Ian Holm spiller Bilbo, mens Ian McKellen har rollen som troldmanden Gandalf. I 1960erne gik mange amerikanske universitetsstuderende rundt med emblemer, hvorpå der stod 'Gandalf som præsident'. Da forfilmen blev lagt ud på Internettet på filmens hjemmeside (www.lordoftherings.net), blev filmklippene hentet ned 350 millioner gange i løbet af tre måneder. Klippene diskuteres ivrigt på Tolkien-hjemmesider som www.theonering.com. Tresserbog Tolkiens bøger appellerer til alle generationer, og det er næppe overraskende, at Harry Potter-fans forlyster sig med 'Ringenes herre', mens de venter på bind fem fra Rowlings hånd. 'Ringenes herre' hører dog helt afgjort til 1960erne og 1970erne, og den er for babyboomerne eller tressergenerationen, hvad Harry Potter er for nutidens børn og unge. Tressergenerationens Potter får nu også sin chance på filmlærredet, kun en måned efter at den første Harry Potter-film, 'Harry Potter og de vises sten', rykker ind i biograferne 16. november. Trilogien 'Ringenes herre' blev i 1999 udnævnt til 'årtusindets bog' af læserne på Amazon.com og er den foretrukne sommerlæsning i år, fordi »den kommende film har mindet folk om, hvor meget de elskede bogen, første gang de læste den«, siger amerikanske bibliotekarer og boghandlere. Selv om instruktøren Peter Jacksons filmatisering ventes at være tro mod bøgerne, så siger bogkritikere, at når man først har set filmen, så bliver bøgerne aldrig de samme igen. Derfor bør også gamle Tolkien-fans genlæse bogen, inden de begiver sig hen i biografen 19. december.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her