Hvad læser du i øjeblikket? »En lille stabel jeg skal anmelde: Fra en essaysamling om guldalderen i dansk digtning til en Sartre-introduktion; jeg skal ikke klage på spændvidden. Af egen drift genlæser jeg afsnittet om 'det naturskønne' i Adornos 'Estetisk teori' (jeg har nemlig suppleret den tyske Suhrkamp-hovedpiner med den norske oversættelse, som er lidt af en bedrift), og natbordsmæssigt John le Carré: 'The Tailor of Panama'. Det skulle egentlig have været hans nye: 'The Constant Gardener', der foregår i u-landsbistandsmiljøet, men den snuppede min kone med sig til Mozambique«. Hvad har været din største læseoplevelse det sidste år? »Francis Wheens Marx-biografi«. Hvem er din yndlingsforfatter? »Den svenske digter Tomas Tranströmer«. Hvilken bog har betydet mest for dig? »Tomas Tranströmer: 'Dikter'. Jeg har slidtlæst indtil flere eksemplarer af den lille Månpocket-udgave. På anden og tredjepladsen kommer: Thoreaus 'Walden' og pseudonymet Jens K. Holms 25 'Kim'-bøger. De foregår i øvrigt her hvor jeg bor, og jeg har lovet min 11-årige søn at skrive nr. 26«. Hvad var det første, du læste? »Det aner jeg ikke. Men jeg læste ret tidligt Kaptajn Marryats 'Børnene i Nyskoven' mindst seks gange«. Hvilken bog eller genre har du aldrig forstået? »Fantasy-genren. Og jeg bryder mig egentlig ikke om eventyr. Klods-Hans! Den fyr er jo smaskirriterende!«.
Min kone snuppede le Carré
Lyt til artiklen