Lige så sky Anne Carson virker over for pressens forsøg på at fange hende ind, lige så åben og magnetisk virkede hun ved lyrikfestivalen In the makings åbningsarrangement på Glyptoteket i tirsdags. Her afsluttede hun første afdeling, efter at Jørgen Sonne, Kirsten Thorup og Peter Poulsen havde været ved mikrofonen, og selv nok så gode intentioner hos både digtere og tilhørere kunne ikke forhindre, at øjnene hang lidt rundt omkring i salen. Lyrik - også den gode - har en særlig evne til at lægge sig som en dyne om ørerne og lulle resten af hovedet med. Men frem trådte så Anne Carson, hvidklædt og underspillet patriotisk, idet hun lige måtte gøre opmærksom på, at hun jo var fra Canada, der er noget helt andet end USA og faktisk ligger ovenpå det. Stille og roligt fik hun støbt sit fundament som performer, så hun til sidst med lethed kunne få publikum til at agere kor. De valgte tekster bar fællestitlen 'Short talks' og var genreparodier på en bestemt amerikansk foredragsform - »som enhver der har været på et amerikansk universitet vil kende«. Og selv om Anne Carsons første short talk ganske absurd handlede om, hvad man kan gøre, hvis man ikke har noget hus: »Gå med flere hatte - måske tre, fire« lød hun grangiveligt som en amerikansk professor i aktion. Fra professor udviklede Carson sig til korleder, idet hun instruerede publikum i teksternes afsluttende ord, komplet med tonefald og indbyggede spørgsmålstegn, og alle kom på mærkerne for at falde ind det rigtige sted. Til sidst blev salen oven i købet delt i to grupper, der fik hver sin replik, og med et rungende »Let's buy it!« (hold A) og »What a bargain!« (hold B) var der lagt op til et bifald, der var mere end en høflig anerkendelse af den fremmede gæst.