Egentlig er ugens bog vel partibogen, da ikke mindst den de slagne socialdemokrater er i besiddelse af, for hvad bliver mon næste kapitel i fortællingen om det gamle partis selvransagelse efter det historiske nederlag? Hvem vil blive gjort til syndebuk, hvem vil blive anklaget for overmod? Hvem har mest grund til at være vred? Svar på den slags spørgsmål finder man ikke i nogen partibog, men måske landets kendteste, mest skrivende og mest religionskrigskæmpende biskop, Jan Lindhardt fra Roskilde Stift, kan give nogle bud? Han var i den forgangne uge bogaktuel med 'De syv dødssynder'. og skulle nogle af vor frie og moderne og livsappetitlige læsere have glemt eller fortrængt, hvad det nu er, det med dødssynderne går ud på, vil vi repetere dem her. Det drejer sig om overmod, gerrighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. Ifølge den middelalderlige kirke førte det til fortabelse, hvis man syndede, men sådan er det ikke mere, mener Jan Lindhardt. Fordums synder er blevet nutids dyder, hævder han, og det gør han ifølge Lars Tjalve fra Kristeligt Dagblad i en bog, som er »rap og lærd, journalistisk velskrevet og klog«. »Lindhardt holder et spejl op for nutiden« og leverer »en præcis udstilling af vores kulturelle kortsyn og selvoptagethed«. Forskellen mellem synd og dyd I Berlingske Tidende er Katrine Lilleør »glad i låget af denne bog, der er lige så velsmurt, som den er vigtig«. Hun skriver: »Lindhardt runder af med at konstatere, at netop fordi vi ikke har ondt i synden, og selvbevidstheden fylder det meste, så går vi rundt og forestiller os, at vi har en fri vilje. Men måske er det vigtigere at finde det rette og det sande end at finde sig selv. Måske er det vigtigere at søge indsigt i forskellen på sandt og falsk. Forskellen mellem synd og dyd. En sådan indsigt kan nemlig ikke undgå at få indflydelse på selvopfattelsen og forholdet til Gud og mennesker«. Ser man det, tænker vi skeptisk her i spalten, mens vi syndefuldt iler videre til det endnu eksisterende dagblad Informations anmelder Mikkel Wold, der selv er præst. Han roser Lindhardts evne til »at lade nutiden og fortiden mødes«, men bryder sig ikke meget om bogens ironisk-sarkastiske stil. »Lindhardts underholdende stil er også hans svaghed, når retorikken kommer til at skygge for indholdet, og konklusionerne bliver lige kvikke nok. Det sker ikke sjældent, og det er lidt ærgerligt«, skriver Wold, der citerer et afsnit fra bogen, som ser ud, som om det meget godt sammenfatter biskop Lindhardts opfattelse af, hvordan de syv dødssynder i vor postmoderne tidsalder er vendt på hovedet: »Det er nødvendigt med stolthed i form af selvtillid og selvbevidsthed. Sex og erotik er ikke noget, der bekæmpes, men dyrkes. Misundelse er en vigtig drivkraft i vores økonomiske system, frådseri ligeså, fordi det kan omskrives i en acceptabel form til forbrug; at give luft for vreden er helt berettiget, fordi man skal have afløb for sine følelser, og sløvhed og lediggang er nødvendigt for at kunne slappe af«. Smutter som sæbe Her i avisen er Bjørn Bredal kritisk over for Lindhardts manglende vilje til at udtrykke sig tydeligt - og personligt i sin »lillebitte bog om de kæmpestore synder«. Den levendes anmelder finder, at biskoppens eget synspunkt »er smurt lovlig meget ind i sæbe. Han smutter«. Bredal spørger: »Hvad mener biskoppen monstro selv, bag al ironien?«. Det fremgår af anmeldelsen, at forfatteren »personligt ikke tror, at det er frugtbart at holde fast i den frie vilje og det frie valg som realiteter i den virkelige verden, men derfor behøver man ikke at lade synden forsvinde«, en forklaring, der altså langtfra er nok for Bredal, der savner substans. Om det er nok for landets fungerende statsminister og de af hans ministre, der sammen med ham kæmper for ikke at blive gjort til syndebukke, har vi ingen anelse om, men det lyder unægtelig, som om præstemanden fra Roskilde trods alt har fat i en problemstilling, som også er ganske relevant for politikere.