Anmelderne slår næsten knuder på sig selv i denne uge, tja, litteraturkritiske halvstik er vel det nærmeste, man kommer en beskrivelse af den modtagelse, V.S. Naipauls seneste roman 'Et halvt liv' har fået i de hjemlige medier. Anledningen til den massive interesse for Naipaul er selvfølgelig, at han netop har fået Nobelprisen i Litteratur, for ellers er det jo ikke anmeldelser af denne forfatters bøger, aviserne normalt slår størst op. Men sådan må det jo være i år, hvor den svenske priskomite giver æren og en halv snes millioner til en mand, som mange har opfattet som en irriterende skiderik, og lige så mange - og ofte de samme - trods alt har opfattet som en forfatter, det var meget svært at komme uden om. Netop dette tema kommer også Jakob Levinsen ind på i sin anmeldelse i Berlingske Tidende. »Problemet med Naipaul, set i forhold til vestlig politisk korrekthed, er, at han modsat de fleste andre forfattere med baggrund i den tredje verden ikke så meget som gider lade, som om han synes, det er sjovt. Der er ikke det, der ligner tropisk livsglæde, pittoreske karakterer eller magisk realisme hos ham, kun virkelighedstro mennesker i virkelighedstro og ofte så godt som aldeles trøstesløse omgivelser«, skriver Levinsen. En halv bog I Ekstra Bladet giver John Chr. Jørgensen romanen tre ud af seks stjerner, hvorefter han konkluderer, at romanen kun er halvt så god som Naipaul, når han er bedst. 'Et halvt liv' handler om den indiskfødte Willie Somerset Chandran og skildrer de første 41 år af hans liv, heraf titlen. Han tager til London, og det lykkes ham at blive forfatter. »Han skriver om sin indiske baggrund, men hans forlæg er gamle Hollywood-film! Indtil dette øjeblik er romanen en veloplagt satire over den engelske medieverden, set gennem en naiv, men ambitiøs og fantasifuld indvandrers øjne. Men så møder Willie (desværre) en afrikansk-portugisisk pige og tager med hende hjem til plantagen i bushen, hvor han tilbringer de næste 18 år«, skriver John Chr. Jørgensen. Dybt desillusioneret - og med et halvt liv ødet bort - forlader Willie Afrika og tager til Berlin. »Den del af romanen er mere rutinemæssigt kørt af, og den stopper brat - som en halv roman«, lyder konklusionen i Ekstra Bladets anmeldelse. Også Informations Preben Kaarsholm synes, det hele minder om en halv bog. »'Et halvt liv' er usammenhængende i sin tredelte opbygning og virker halvskrevet og uinspireret - som et opkog på temaer og formuleringer fra et tidligere så gloriøst forfatterskab, der nu er løbet tørt og kun kan køre i tomgang«, skriver han. I Kristeligt Dagblad synes Bo Kampmann Jørgensen heller ikke, romanen når på højde med Naipaulværker som 'Ved en krumning på floden', men han synes dog, at den er »god og halvstor at gækkes ved i genskæret fra kaminen, cognacen og det verdensomspændende udsyn i stuen«, og Kampmann Jørgensen mener, man skal være litterært multihandicappet for ikke at læse en god portion selvbiografi ind i materialet. Hårdt og forfriskende Også i udlandet er 'Et halvt liv' blevet mødt med blandede anmeldelser, og forfatteren Paul Theroux har skrevet, at bogen aldrig var blevet udgivet, hvis der ikke havde stået Naipaul på omslaget. »Det er jeg nu ikke så sikker på, at Naipauls tidligere ven og nuværende fjende har ret i«, skriver Bjørn Bredal i Politiken. »Man skal ikke læse 'Et halvt liv' for at skaffe sig smukke illusioner eller muntre livsløgne, men hvis man vil møde både lede og livskraft i store kulturers clash, så gøres det næppe mere hårdt og raffineret end hos Naipaul«, mener Bredal. Også i Jyllands-Posten er der positive toner. Lars Ole Sauerberg synes, Naipaul på ny viser de kvaliteter, der gør ham forhadt blandt toneangivende intellektuelle. »Med sin skarpe pen spidder han vanetænkning, opstyltethed, hykleri og dobbeltmoral, hvor han ser dem, uden navns, køns eller races anseelse. Det er forfriskende«, siger Sauerberg. Ingen teknoalternativer En anden af ugens udgivelser kommer fra et helt andet hjørne af verden, it-verdenen, idet den tidligere computernørd Ole Grünbaum nu - som en anden Naipaul-figur - går til angreb på sin egen fortid i bogen 'Tekno-fetichismen - og drømmen om det gnidningsløse samfund'. »Grünbaum indrømmer, han selv har været tekno-fetichist, altså én, som tror, at det er teknologien, der skaber samfundsudviklingen. Nu har han indset, at det gør den ikke. Det, der rykker, er mødet mellem mennesker«, skriver Susanne Bjertrup i Politiken. Både hun og Andreas Wester Hansen i Information glæder sig over, at der nu endelig er en, der gider punktere alle de store myter om, hvor lykkelige vi alle sammen bliver, hvis bare vi alle har bredbånd, bærbare computere og hvad det nyeste it-legetøj hedder i denne uge. Til gengæld mener ingen af anmelderne, at det bliver Grünbaum, der skal formulere, hvad alternativet til tekno-fetichismen er. »Grünbaum ender med at konstatere, at nu kan individet endelig træde i karakter i en verden, hvor teknologien har overflødiggjort institutioner som familien og nationalstaten. Men familien og staten er der jo stadig. De er blot blevet en slags zombie-institutioner, som sociologen Zygmunt Bauman har kaldt dem. Og her er Grünbaums håb om, at vi nu kan få frigjort »de rigdomme, der ligger skjult og venter i hvert eneste menneskes liv«, naivt og utilstrækkeligt«, skriver Andreas Wester Hansen. Han får støtte af Susanne Bjertrup, der mener, at netop dette kapitel i Grünbaums bog er så smaskfyldt med præcis samme slags retorik, som Grünbaum anklager politikerne for.