0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Besparelser minimeret

Den samlede pulje øges med 10 mio. kr. fra tipsmidlerne.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) har fundet en ekstra pose penge til de danske forfattere i striden om de såkaldte biblioteksafgifter. Den samlede pulje øges med 10 mio. kr. fra tipsmidlerne, men der vil stadig være tale om en samlet nedskæring på otte mio. kroner.

Efter ugers nedadvendte mundvige er det nu lykkes kulturminister Brian Mikkelsen (K) at kalde noget, der minder om smil frem på forfatternes læber. Tirsdag afslørede kulturministeren endelig, hvordan han både vil give forfatterne flere penge samtidig med, at han vil spare på deres bibliotekspenge.

Tager kun otte millioner
Den planlagte besparelse på biblioteksafgiften har hidtil været på 25 mio. kr. En stor del af denne besparelse undgår ministeren nu ved at hæve bagatelgrænsen fra 25 kr. til 5.000 kr. Ifølge Brian Mikkelsen giver det 17 mio. kr.

Til gengæld betyder det, at mere end titusinde forfattere fremover ikke skal have del i biblioteksafgiften. Så skal der hentes cirka otte mio. mere for at tilfredsstille finansministerens sparekrav om 15,3 pct. på biblioteksafgiften. Dem henter kulturministeren fra forskellige projekter, som ellers støttes af tipsmidlerne, i alt 10 mio. kr.

»Med de her omlægninger får forfatterne faktisk flere penge«, sagde Brian Mikkelsen efter mødet med forfatterne.

Forfatterforening glæder sig
Dansk Forfatterforening konstaterer med glæde, at kulturministeren spytter ekstra 10 millioner i kassen for at undgå direkte besparelser på biblioteksafgiften. I hvert fald i 2002.

»Det er positivt, at ministeren har taget halvdelen af besparelserne af bordet, og vi glæder os over, at han ikke forsøgte at spille sorteper videre ved at tage fra f.eks. oversætterne lige nu. Men vi er bekymret over bagatelgrænsen. Og vi fastholder vores krav om, at besparelserne skal helt væk«, siger foreningens formand Knud Vilby.

Bekymringen gælder de unge forfattere, som endnu ikke har skrevet nok sider til at kunne indkassere penge over 5.000 kroner, men som måske kun får 4.500 kroner. Penge, de kan bruge til at købe sig fri, så de får tid til at skrive.

Men Brian Mikkelsen forsøger at komme bekymringen i forkøbet ved at foreslå, at to af de ti millioner fra tipsmidlerne skal uddeles af Litteraturrådet til unge, professionelle forfattere efter kulturpolitiske kriterier. På den måde undgår han at give penge til de over titusinde personer, som i dag får del i afgiften på grund af den lave bagatelgrænse.

Nyt udvalg
For at tage yderligere en brod ud af den mildest talt spændte stemning, der i de sidste par uger har været mellem ministeren og forfatterne, inviterer Brian Mikkelsen, som omtalt i Politiken 4. Marts, forfatterne til at sidde i et udvalg, der sammen med Litteraturrådet skal se på en gennemgribende omfordeling af biblioteksafgiften.

»Hvis det stod til mig blev hele systemet lavet om, så de udøvende kunstnere fik en meget større andel i bibliotekspengene. Jeg mener ikke, at vi skal bruge ni millioner i kunststøtte til afdøde forfatteres efterkommere, som det nu er tilfældet. Lige som jeg er uforstående overfor, at oversætterne tegner sig for 28 millioner af afgiften«, siger han.

Men han ønsker, at forfatterne og Litteraturrådet er medbestemmende i, hvordan pengene skal bruges.

Det synes Litteraturrådets formand professor Anne-Marie Mai lyder »interessant«.

»Men jeg kan ikke kommentere det yderligere, før rådet har fået informationerne fra ministeriet. Indtil videre kender jeg kun forløbet igennem pressen«, siger hun.

Skuespilhus
Ingen af landets forfatterforeninger vil kommentere ministerens forslag til udvalgets arbejde endnu.

»Vi afventer udspillet om udvalget, indtil vi har fået kigget grundigere på det. Det ville være uklogt at forholde sig til oversætterne, de efterlevende eller andre grupper, inden udvalgsarbejdet kommer i gang«, siger Peter Legård Nielsen, formand for Danske Skønlitterære Forfattere.

Brian Mikkelsen afviste tirsdag, at de reducerede besparel-ser på biblioteksafgiften havde noget med forliget om et nyt skuespilhus at gøre. Venstres kulturordfører Ester Larsen har ellers luftet ideen om at skåne forfatterne mod at genoptage forhandlingerne om et ellers afsluttet forlig for et nyt skuespilhus.

»Det to ting har intet med hinanden at gøre«, lød Brian Mikkelsens svar. Vil det sige, at du fortsat går ind for et nyt skuespilhus?



»Jeg siger bare, at de to ting er to forskellige ting«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce