Livet er kort, og kunsten er lang, hævdes det fra sædvanligvis velunderrettede og hinanden nært stående kilder. Dog er der et enkelt sted, hvor kunsten har det med at være meget kort, nemlig Forfatterskolen, som hidtil har været de tynde, de ultratynde og de pergamenttynde bøgers udpipningssted. Meget tyder på, at skolen hidtil har haft som ideal, at tekster helst skal være overstået få linjer og sekunder efter, at de er kommet i gang. Man kunne også være endnu mere uforskammet gisnende og gætte på, at de hidtidige rektorer, salig Poul Borum og lyslevende Niels Frank, to lyrikere, ligefrem har fortalt deres elever, at hvis de absolut ikke kunne lade være med at skrive prosa, så skulle den i hvert fald ligne lyrik så meget som muligt. En stærkt papirbesparende strategi. Men nu får skolen ny rektor, en romanforfatter, der rent faktisk, som de siger i jernindustrien, har skrevet bøger i alle tykkelser, selv de fede, lige fra debutromanen 'Tårnet' (1989) til 'Helt og heltinde' (2001), som netop har vundet Danmarks Radios romanpris: Hans Otto Jørgensen. Fugl eller fisk 'Helt og heltinde': Det lyder jo ligefrem som et kursus i gammeldags romanteknik. Men glæd jer ikke for tidligt, oh elskere af de tykke bøger, thi Forfatterskolen synes at have sænket sig over sin nye rektor allerede inden, han tiltræder (vistnok pr. 1. august). Sidste uge udsendte han nemlig endnu en 'H & H', nu med titlen 'Hjort eller hare', og her var det så, at anmelderne måtte til at spørge sig selv, om den ny rektor er fugl, fisk eller forloren hare. Jørgensens nye bog er på 68 sider og indeholder, med vor egen Thomas Bredsdorffs ord, »60 bittesmå, indbyrdes uafhængige prosastykker«. Og skal man tro ham, så er vi allerede i skole her et halvt års tid før 1. august: »Man kan betragte genren som et øvelseslokale. En forfatter undersøger, hvor megen energi han kan lade sit sprog op med (...)«. Alt i alt er litteraturprofessor Bredsdorff ikke mild ved den nye rektor: »Et af de tres prosastykker lyder i sin fulde længde, over en hel side: »Du dør sgu da ikke«. Jo, gu' gør du så, Hans Otto, endda før tiden, hvis du som i denne bog slår dig til tåls med at blive på øvelsesterrænet«. Sovepilledigtning Politikens anmelder er ikke alene om dette synspunkt. Informations Erik Skyum-Nielsen er nogenlunde lige så profetisk: »Forfatterskabet er ved at have nået det punkt, hvor det enten må forny sig eller lige så stille høre op«. Et udsagn, man læser med skærpet opmærksomhed, eftersom samme Skyum i snart en menneskealder har dyrket den uhyre lange kritik af de uhyre korte tekster. Og Skyum lægger ikke fingre imellem, han taler om den nye rektors bog som »en art sovepilledigtning« og påtaler på det skarpeste »et fravær af dialog mellem den meningsnedbrydende form og stoffet, eller mellem kunsten og livet«. Dén påstand syntes Informations redaktion åbenbart ikke, at man bare kunne lade dø i stilhed, så man satte en krigsreporter, Lotte Folke Kaarsholm, til at forhøre sig nærmere hos Jørgensen selv. Interviewet blev bragt dagen derpå, og Jørgensen forsikrede »at forfatteren, i modsætning til hvad anmelderen tror, er lysvågen«. Forfatterskolens nye rektor benyttede også lejligheden til at sige sin mening om anmelderne: »Hvis det var den danske kritikerstand, som suverænt bestemte, hvilken litteratur der blev skrevet, ville det svare til, at alle fodboldspillere spillede i Serie 3 eller 4. Det ville vi få en meget fattig og sorgløs litteratur ud af. Det ville lige præcis være sådan en sovepillelitteratur, som Skyum taler om. En litteratur, hvor man kan vælge mellem lykkepiller, der er blå eller hvide eller grønne. Og når man så får en blå, så tror man, at man har fået fornyelse. Det er en kraftig indsnævring i forhold til den mangfoldighed af muligheder man har, når man arbejder med sprog«. Udklækker fluer Den danske kritikerstands medlem på Berlingske Tidende, Lars Handesten, havde heller ikke rigtig forståelse for Jørgensens korte prosa: »Nogle gange sker der noget, så man et kort øjeblik bliver fornøjet, nogle gange får man lyst til at fabulere videre på de skæve og gådefulde historier, han anslår, men alt for ofte sker der - i hvert tilfælde for mit vedkommende - ingenting, og det er det værste, der kan ske«. En decideret specialist i den danske kritikerstand, Ekstra Bladets John Christian Jørgensen, der både har skrevet disputats om anmelderi og selv praktiserer det, havde bl.a. gjort følgende iagttagelse: »Der er også et snapshot af en mand, der udklækker fluer, som han tror, er engle. Den mand må være kritiker«. I øvrigt valgte denne Jørgensen at holde forfatter-Jørgensen ude i en ironisk strakt, jysk arm og sammenlagt konkludere: »Ih, hvor han kan, ham Jørgensen. Lidt tyndskid må man tage med i købet: »Du dør sgu da ikke«. Det er en meget sjov wending, men den kan da ikke bære en hel side«. Endelig er der Weekendavisens Lars Bukdahl, hvis anmeldelse begynder med »Jeg« og langt, langt senere slutter som følger. »Mens man læser Hans Otto Jørgensens bog, synes man ikke, at der overhovedet er andre måder at situationere sin skrift på - hvem gider ærligt talt romaners langmodighed og centrallyriks opstyltning - og man tager sig i at håbe det, som Skyum frygter, at Jørgensens kortprosasamlinger bliver en årlig almanakforeteelse med gevir og lange, lange ører«. Frem for at læse sætningen én gang til, vil vi nøjes med at citere omtalte Skyum én gang til og spørge, om ikke Bukdahl og Weekendavisens bogsektion har nået det punkt, hvor de enten må forny sig eller lige så stille høre op?